• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

blues

Oprindelig forfatter EWie Seneste forfatter Redaktionen

blues, musikalsk form, som dels udgør en selvstændig tradition i afro-amerikansk musik, dels indgår som et vigtigt led i andre, beslægtede traditioner.

Ordet blues er engelsk, af blue 'blå' i betydningen 'vemodig, melankolsk'.

Som musikalsk form er blues karakteriseret ved sit strofiske forløb på typisk 12, sjældnere 8 eller 16 takter (blueskoret). De 12 takters harmoniske forløb er i den enkleste form baseret på de tre hovedfunktioner: tonika (4 takter), subdominant (2), tonika (2), dominant (2), tonika (2), men der forekommer talrige variationer og udvidelser, fra tilføjelsen af lille septim til treklangene og brugen af subdominant i stedet for dominant i 10. takt til mere sammensatte ændringer. Melodisk bygges på bluesskalaen, som enkelt udtrykt er en durskala med tilføjelse af "blå toner" (blue notes), dvs. lille terts og lille septim; i blues regnes også formindsket kvint gerne som blå tone. Hvor der benyttes tekst, falder den ofte i tre gange fire takter (aab), typisk bestående af et udsagn, som gentages, fulgt af en kommentar; den enkelte strofe er ofte selvstændig og indgår ikke i et fortællende forløb. Vokal blues benytter gerne glidende og svævende intonation, især i forbindelse med blå toner, et træk, som er overtaget af mange instrumentalister.

Bluesmusikken, der er opstået blandt sorte nordamerikanere i slutningen af 1800-t., er oprindelig en folkelig, landlig musik (country eller rural blues), dyrket af omvandrende mandlige sangere, som akkompagnerede sig selv på guitar. Der er tre dominerende regionale typer: Mississippi- eller Deltablues, som regnes for den ældste, Texasblues og Østkystblues. Af kommercielle grunde blev udøvere af country blues som Blind Lemon Jefferson først indspillet på plade, efter at mere showprægede, især kvindelige solister som Ma Rainey havde etableret selve bluesgenren hos et stort sort publikum. I 1920'erne udvikledes en city eller urban blues, hvor klaveret vandt frem i akkompagnementet, ofte sammen med guitar og enkelte andre instrumenter. Særlige former for city blues er vaudeville blues eller classic blues, som var fremherskende i 1920'erne og dyrkedes af sangerinder (som Bessie Smith), normalt med akkompagnement af jazzmusikere; og boogie woogie, en primært instrumental musik, som blev særlig dyrket i 1920'erne og 1930'erne, og som typisk benytter massive ottendedelsostinater i pianistens venstre hånd og tilsvarende gentagelser af melodiske motiver i højre.

Annonce

Bluesformen har også en vigtig plads i andre amerikanske musiktraditioner. I jazzen fandtes den allerede i New Orleans i begyndelsen af århundredet, men vandt især frem blandt sorte musikere i 1920'erne, bl.a. gennem samarbejdet med bluessangerinder. Blues var også fremtrædende i Kansas City i 1920'erne og 1930'erne, og via en musiker herfra, Charlie Parker, fik den fornyet liv i 1940'ernes og 1950'ernes bopmusik. Siden 1960'erne har formen ikke været brugt så meget i jazzen, men melodiske vendinger har fortsat indgået i mange musikeres stil.

Efter 1945 er city blues fortsat i populærmusikalsk form med udvidet instrumentation som sort rhythm and blues, der fra midten af 1950'erne dannede basis for den overvejende hvide rock'n'roll. Også i rockmusikken har blues siden midten af 1960'erne spillet en rolle, om end mindre og mindre vigtig.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Wiedemann: blues i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=48540