Buddy Bolden bliver anset for at være én af jazzens faderfigurer og som den første jazzmusiker, der kunne kendes på sin personlige musikalske stil. Han spillede kornet til optog, fester og på værtshuse med sit band, her fotograferet ca. 1905. Bolden står med kornetten i øverste række, anden fra venstre. Boldens lydstyrke, ansats og klang er legendarisk, og musikere, der havde hørt ham, fortalte senere om hans udvikling af synkoperede rytmer. Bolden blev dog aldrig optaget, så i dag har vi intet hørbart bevis for, hvordan han lød. Han blev psykisk syg og blev i 1906 indlagt på en institution, hvor han forblev indtil sin død.
New Orleans-jazz betegner jazz fra perioden omkring 1900–1925. Begrebet dækker samtidig senere tiders musik spillet i tidlig jazzstil; dette kaldes også nogle gange New Orleans-revival, traditionel jazz/tradjazz eller Dixieland-jazz.
New Orleans-jazz er karakteriseret ved en polyfon stil, hvor de enkelte instrumenter ornamenterer melodi, harmonik og rytme i et kollektiv samspil, og hvor de enkelte instrumenter særligt ofte udnytter klangfarve som et ekspressivt virkemiddel.
Man kan finde spor af den tidligste jazz flere steder i og uden for USA, men alle historikere er enige om, at byen New Orleans spillede en helt særlig rolle som arnested for jazzen. Indbyggerne i New Orleans udgjorde i begyndelsen af 1900-tallet en mangfoldig kulturel og etnisk blanding af afrikansk-amerikanere, hvide og kreoler.
I modsætning til de fleste andre steder i USA, hvor raceadskillelsen var defineret mellem hvide og ikke-hvide, havde New Orleans i 1800-tallet en mere kompleks forståelse af racekategorier med kreolske gens de couleur libres som en særlig befolkningsgruppe, der nød en vis social anerkendelse og status.
Efter 1894 blev et mere stramt race-regime, de såkaldte Jim Crow-love, indført, så kreoler og sorte blev en del af samme racialiserede kategori. Det betød, at fransktalende kreolske musikere, der havde musikalsk uddannelse og spillede strengeinstrumenter og klarinet, blandede sig mere med sorte musikere, der som regel ikke havde formel musikuddannelse og særligt gjorde sig på messingblæsere og slagtøj.
Som havneby ved Mississippi-flodens munding ud mod den Mexicanske Golf havde New Orleans desuden kontakt nordpå i USA og udad mod Caribien og resten af verden.
I denne demografiske blanding på tværs af race- og klasseskel opstod en musik, der især trak på afrikansk-amerikanske performancetraditioner med vægt på rytmisk sammenspil og improvisation. Musikken blev især spillet på restauranter, varietéer, flodbåde, natklubber og barer, såvel som offentlige steder som parker og til parader og begravelser. Det var primært underholdningsmusik, som blev brugt til dans.
Jelly Roll Morton var en blændende ragtimepianist, der udviklede den tidlige improviserede jazz og skrev nogle af de mest markante kompositioner i den tidlige jazz, fx "King Porter Stomp." Han var en kreoler fra New Orleans, men turnerede flittigt allerede tidligt i karrieren og flyttede i 1922 til Chicago, der var ved at overhale New Orleans som centrum for jazzudviklingen. Morton var med til at tegne den tidlige swingjazz frem mod 1930, men musikkens udvikling løb derefter fra ham. I 1938 gav han en række interviews til Library of Congress, der skulle dokumentere den tidlige jazzhistorie. Han døde i 1941, lige før New Orleans-jazzen fik en genkomst. Udateret fotografi.
Selvom ordet ”jazz” ikke blev brugt om musikken før ca. 1915, er der flere musikere, der har hævdet, at jazz var til stede i New Orleans allerede fra ca. 1900. Pianisten og komponisten Jelly Roll Morton påstod fx, at han opfandt jazzen i 1902 (da han var 12 år gammel). Den mest legendariske musiker i New Orleans-jazz er kornettisten og bandlederen Buddy Bolden, der aldrig blev indspillet. Andre vigtige musikere i den tidlige New Orleans-jazz inkluderer klarinettisten og saxofonisten Sidney Bechet, kornettisten og bandlederen King Oliver.
Original Dixieland Jazz Band, det første band, der indspillede jazz (i New York), var også fra New Orleans. En af jazzens mest berømte musikere, Louis Armstrong, var fra New Orleans og spillede i King Olivers band. Armstrong fulgte efter Oliver, da denne flyttede til Chicago. Fra 1920’erne og frem blev byer som Chicago og New York i de amerikanske nordstater centre for jazzens udvikling i stedet for New Orleans.
Der er ingen dokumentation for den tidligste jazz via pladeindspilninger, men gennem andre kilder kan der udledes en del om, hvordan jazzen i New Orleans lød. Det kompositoriske udgangspunkt kom fra marcher, dansemusik (fx polka og cakewalk), populærmusik, ragtime, latinamerikansk musik, spirituals og blues.
Instrumentationen stammede fra brassbands: kornet/trompet, basun, tuba/sousafon, klarinet og trommer; og fra strengeensembler: violin, banjo og bas. I den tidlige jazz’ udvikling blev violin mindre og mindre brugt. Klaveret kom ind i jazzen via ragtime.
På baggrund af disse musikalske traditioner begyndte musikerne at udvikle en friere rytmisk og melodisk tilgang, hvor fraser blev strakt ud, synkopering blev mere markant og kontrapunktiske løb dannede en ny form for sammenspil. I det typiske New Orleans-band spiller kornetten/trompeten en let improviseret udgave af melodien, mens klarinetten improviserer en ornamenteret linje omkring melodien. Basunen spiller færre toner, der ofte tegner akkorderne og spiller med overdrevne glissandi i den såkaldte gutbucket-stil, som fx Kid Ory var berømt for. Rytmegruppen lægger et harmonisk og rytmisk fundament.
Melodisk materiale med fx blå toner var inspireret af blues og akkordbrydninger i fx ragtime. Rytmikken var inspireret af afrikansk-amerikansk og latinamerikanske dans og musik. Kompositionernes form var præget af ragtime og marchmusikkens flertematiske struktur (i modsætning til senere jazz’ brug af Tin Pan Alley-melodier fra The Great American Songbook).
Breaks var hyppigt brugt også i længere passager med flere på hinanden følgende breaks i såkaldt stop-time. Længere soloimprovisationer var ikke lige så central en del af New Orleans-jazzen som i senere jazz.
I 1940’erne opstod der en ny interesse i den oprindelige jazz fra New Orleans. Forskellige begreber bruges om denne musik: New Orleans-revival, revival-jazz, Dixieland-jazz og tradjazz.
Nogle musikere i denne revival-bølge var ældre sorte musikere som fx Bunk Johnson og George Lewis, der primært havde spillet i og omkring New Orleans, mens jazzen havde udviklet sig andre steder i 1920’erne og 30’erne. Andre musikere, der havde haft succes med swingjazz, vendte tilbage til en stil, der mindede mere om New Orleans jazz. Fx skabte Louis Armstrong i 1947 sin All Stars-sekstet, der spillede en blanding af New Orleans og swing.
En stor del af revivalbevægelsen var hvide musikere som fx Mezz Mezzrow. New Orleans-revivaljazzen fik også stor succes med hvide europæiske musikere, som fx danske Papa Bues Viking Jazzband. Nogle jazzkritikere hævdede, at New Orleans-jazzen var mere autentisk end andre former for jazz, hvilket førte til meget polemik i jazzpressen i 1940’erne.
Selvom jazzens udvikling siden ca. 1920 i høj grad har fundet sted uden for New Orleans, har byen fastholdt et robust jazzmiljø. Parader (både til begravelser og fest) med brassbands, der spiller jazz, er fx stadig en del af byens musikkultur.
Siden 1950’erne har jazzen i New Orleans også taget inspiration fra rhythm’n’blues og caribisk musik, som kan høres i fx pianisten Professor Longhairs musik. Blues og funk er også en prominent del af byens jazz, som fx i Dr Johns musik og i gruppen The Meters. Moderne bands som fx Rebirth Brass Band og Dirty Dozen Brass Band har fornyet brassbandmusikken ved at inkorporere elementer fra bebop, soul og hiphop.
New Orleans trækker også på sin historiske rolle som jazzens fødested i markedsføringen af byen som turistdestination. Byen har mange jazzklubber, der frekventeres af både turister og lokale. Spillestedet Preservation Hall og bandet Preservation Hall Jazz Band spiller traditionel New Orleans-jazz og turnerer internationalt. Siden 1970 har New Orleans Jazz & Heritage Festival fundet sted.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.