Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Niels-Henning Ørsted Pedersen

Oprindelig forfatter PHL Seneste forfatter Redaktionen

Niels-Henning Ørsted Pedersen, NHØP, 27.5.1946-19.4.2005, dansk jazzbassist. Niels-Henning Ørsted Pedersen befandt sig allerede som teenager i verdenseliten på sit instrument efter at have spillet med fremtrædende musikere som Dexter Gordon, Bud Powell, Bill Evans og Sonny Rollins. Sammen med pianisten Kenny Drew og trommeslageren Alex Riel udgjorde han i flere år den faste rytmegruppe i Jazzhus Montmartre, der også spillede med Ben Webster.

Niels-Henning Ørsted Pedersen spillede desuden med bl.a. Radioens Big Band og indledte et mangeårigt samarbejde med pianisten Oscar Peterson. Med sin store og længe klingende tone, sin enestående smidige pizzicatoteknik (strengene knipses) og sit insisterende swing skabte han som den eneste dansker sin egen stil på et jazzinstrument.

Han kendtes endvidere på sin sjældne evne til at spille melodibærende stemmer i både større og mindre ensembler. Indflydelse fra hans spil spores internationalt hos mange yngre og jævnaldrende instrumentkolleger, og han er formentlig den mest kendte danske jazzmusiker nogensinde.

Annonce

Ørsted Pedersens karriere var i høj grad kosmopolitisk, men hans repertoire med egne ensembler eller i duo med pianisten Ole Kock Hansen var samtidig delvis præget af et identificerbart dansk tonesprog med udgangspunkt i Højskolesangbogen. Hans uofficielle signaturmelodi var i den forbindelse I skovens dybe, stille ro, som han også indspillede sammen med Oscar Peterson. Blandt mange hædersbevisninger modtog Niels-Henning Ørsted Pedersen i 1991 Nordisk Råds Musikpris.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter H. Larsen: Niels-Henning Ørsted Pedersen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=139955