Bent Jædig, 1935-2004, dansk tenorsaxofonist. 1957-69 spillede Jædig fortrinsvis i Tyskland, Frankrig og Spanien, men var siden virksom i Danmark i bl.a. Radioens Big Band, Thad Jones' og Earnie Wilkins' orkestre samt med egne mindre jazzgrupper. Han var en fremtrædende repræsentant for bebop-jazzen og inspirerede mange yngre musikere. En Bent Jædig-pris er blevet uddelt årligt siden 2004.