Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

spillemænd

Oprindelig forfatter JHKou Seneste forfatter Redaktionen

spillemænd, i europæisk middelalder forskellige optrædende personer, ofte farende folk, der stod uden for samfundets retsbeskyttelse. Da vandrende spillemænd i senmiddelalderen fandt ansættelse som stads- eller militærmusikere, bibeholdtes betegnelsen. Efter 1600 blev ordet brugt om socialt laverestående, ikke-professionelle musikere, hvad enten de prøvede at slå sig igennem i byen, vandrede på landevejen eller var bofaste spillemænd. 1800-t.s romantiske digtere gav ordet en positiv klang, og i 1900-t. brugte den musikalske jugendbevægelse betegnelsen som udtryk for sit ideal om ukompliceret, folkelig musiceren. Nyere tids folkemusikbølge i den vestlige verden har ligeledes taget begrebet til sig.

Spillemandsmusik

er først og fremmest folkelig instrumental fest- og dansemusik. Musikken kan være en- eller flerstemmig, idet en melodi kan ledsages af et improviseret akkompagnement; melodistemmen kan også få modspil fra en bordun eller en ostinat bas. Set i europæisk perspektiv har ensemblerne varieret meget fra middelalderens pibe og tromme over de tidlige stadsspillemænds blæserensembler i renæssancen til landbospillemændenes ofte strygerdominerede smågrupper. Typiske spillemandsinstrumenter er fedel, violin, sækkepibe, skalmeje/obo, klarinet, fløjte, tromme, harmonika og guitar.

I Danmark kendes musikken tilbage til 1760 gennem spillemændenes håndskrevne dansenodebøger (især enstemmige violinbøger; se fx Rasmus Storm og Kong Christian stod ved højen mast), hvortil kommer lydoptagelser siden 1909. I de ældste bøger findes polskdanse og menuetter, hvoraf de første har levet i traditionen til i dag i skikkelse af sønderhoning på Fanø, mens menuetterne har været brugt på Ærø og Randersegnen indtil midten af 1900-t. Også 1700-t.s engelskdanse samt vals og hopsa findes i materialet. I 1840'erne slog polkaen eksplosivt igennem og blev sammen med bl.a. galop og mazurka vældig populær. Karakteristisk for 1800-t.s-musikken var durtonalitet og 8-takts-repetitioner under indflydelse fra centraleuropæisk populærmusik. Det er dog kendetegnende for visse områder, herunder navnlig Læsø, men også fx Thy, at der ofte brydes med 8-taktsperioden. Således finder man her 4½-, 5 og 7-taktsperioder.

Annonce

Omkring 1. Verdenskrig markeredes en ny epoke med indførelsen af amerikanske danseformer som tango og foxtrot, og de suppleredes i 1930'erne med jazzmusikken, en udvikling, som fik mange ældre spillemænd til at ophøre med at spille ude. Efter nogle årtiers stilstand skabte folkemusikbølgen i 1970'erne fornyet interesse for danske og nordiske spillemandstraditioner.

Spillemandsmusik er dansemusik med et særligt rytmisk og fraseringsmæssigt "tag". Det er gehørsmusik, hvilket skaber variation og udvikling i melodier og akkorder. Og det er musik med et klangideal med en bevidst støjfyldt klang, stor lydstyrke og robusthed, forsiringer, medklingende strenge og dobbeltgreb på violinen. Spillestilen er således anderledes end bykulturens dannede musik.

Spillemandslav

kendes fra middelalderen, hvor spillemænd søgte sammen for at opnå beskyttelse hos en kirkelig, borgerlig eller fyrstelig patron. Ældst er Nicolai-broderskabet i Wien, 1288. I de nordiske lande dannede musikanterne aldrig formelle lav, men betegnelsen er i 1900-t. blevet overført til en sammenslutning af spillemænd, som ønsker at dyrke en egns karakteristiske folkemusik. I Danmark er de kendteste Spillemandslauget i Rebild (grdl. 1953 som Nordjysk Spillemandslaug), Roskilde Spillemandslaug (1976) og Spillemandslauget Østjyderne (1978).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Henrik Koudal: spillemænd i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=163251