• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

indianere (Musik)

Oprindelig forfatter JMR Seneste forfatter Redaktionen

Såvel hos de nordamerikanske som hos de syd- og mellemamerikanske indianere er musik og dans uløseligt knyttet sammen; begge dele indgår som en del af ritualer, ceremonier, processioner og lignende kropslige udfoldelser, og musikken har derfor tæt forbindelse til dansens stampeelement, som giver den en stabil, pulserende rytme. Musikkens vigtigste funktion er at være samlingspunkt for fællesskabet, og den har kun sekundært egentlige æstetiske mål.

Nordamerika

De nordamerikanske indianere tillægger både sang og dans åndelig kraft. Den typiske stemmebrug ved religiøse ceremonier er anspændt og pulserende; sangteksterne benytter stavelser uden betydningsmæssigt indhold og korte sætninger, der i nyere tid delvis kan være engelske. Sangen ledsages af slagtøjsinstrumenter som trommer med trommestikker og rangler. Trommerne findes i mange typer og størrelser, fx ramme- og tøndetrommer og en vandtromme, hvis skind holdes vådt under brugen. Det almindeligste melodiinstrument er fløjten, der spilles af unge mænd.

Musikken optræder i mange regionale stilarter. Prærieindianernes sang er anspændt med nedadgående melodibevægelser i en serie "terrasser"; sangen begynder næsten i falset og falder til et dybt, brummende leje. I det sydvestlige Nordamerika har nogle indianere som fx yuman derimod en afspændt syngemåde; sangene gennemløber en stigning med én del af melodien i et højere toneleje end resten. Hos puebloindianerne er stemmelejet dybt med komplicerede sange i flere afsnit. Navajoindianerne bruger falsetsang; melodierne kendetegnes af store intervaller og stort toneomfang; "sangeren", der leder de langvarige medicinceremonier, tilhører lederskabet i navajosamfundet. Indianerne på nordvestkysten bruger mange instrumenter, og sangens rytme kan være helt anderledes end de ledsagende instrumenters. Inuit anvender stridssange til at afgøre uoverensstemmelser; sangene er enkle, men rytmen kompliceret. I Nevada og Utah er sangene enkle, og hver frase bliver gentaget. Kald og svar mellem leder og gruppe er et mønster, der er typisk for indianerne på østkysten.

Annonce

Som reaktion mod presset fra det hvide samfund spredte religiøse og nativistiske bevægelser sig på tværs af stammerne. I de såkaldte powwows, som afholdes på tværs af stammeskel, dominerer præriestilen, og lokale stilarter udviskes. I slutningen af 1900-t. deltager indianerne både i deres egen og i andre samfundsgruppers musik og dans, men stilarterne holdes adskilt. Navajogrupper, der som Chinle Galieans udfører hymner, er populære i reservatet. Canyon og andre pladeselskaber udgiver musik i traditionel stil med professionelle powwow-trommegrupper, bl.a. Kicking Woman, og cheyennegruppen Black Bear Singers turnerer i USA.

Læs om indiansk musik i Syd- og Mellemamerika.

Læs mere om indianere.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jane Mink Rossen: indianere (Musik) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=97190