Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

folk

Oprindelig forfatter TSjoe Seneste forfatter Redaktionen

Folk. Musikgruppen The Weavers var blandt stilartens pionerer. I 1963 fejrede gruppen sit 15-års-jubilæum med to udsolgte koncerter i The Carnegie Hall i New York. Her er The Weavers bag scenen umiddelbart før den første koncert. Fra venstre: Erik Darling, sang, banjo, Bernie Krause, bas, Ronnie Gilbert, sang, Fred Hellerman, sang, guitar, Lee Hays, sang, Pete Seeger, sang, banjo, og Frank Hamilton, sang, banjo, mandolin.

Folk. Musikgruppen The Weavers var blandt stilartens pionerer. I 1963 fejrede gruppen sit 15-års-jubilæum med to udsolgte koncerter i The Carnegie Hall i New York. Her er The Weavers bag scenen umiddelbart før den første koncert. Fra venstre: Erik Darling, sang, banjo, Bernie Krause, bas, Ronnie Gilbert, sang, Fred Hellerman, sang, guitar, Lee Hays, sang, Pete Seeger, sang, banjo, og Frank Hamilton, sang, banjo, mandolin.

/@api/deki/files/9483/=ud_a_319173.mp3?revision=2

folk, dansk betegnelse for den euro-amerikanske folkemusik, kaldet folk music, der i begyndelsen af 1940'erne blev udviklet og udøvet af musikere som Woody Guthrie (sang, guitar), Pete Seeger (sang, femstrenget banjo) og gruppen The Almanac Singers som de etablerede. Repertoiret var en blanding af euro-amerikanske folkesange (ballader), arbejdersange (hentet fra land- og industriarbejdernes kultur), børnesange samt originale kompositioner af Guthrie og Seeger. Man søgte dels at forbinde sig med en "folkelig" tradition, stærkt inspireret af folkloristen Alan Lomax' (1915-2002) musikalske indsamlingsarbejde, dels at forny den. En kulmination i denne udvikling blev dannelsen af musikgruppen The Weavers i 1948, der bl.a. havde Pete Seeger som hovedkraft. Gruppen spillede både traditionelle sange, undertiden i aktualiseret form, og nyskrevne, hvis indhold kunne være såvel socialt kritisk som lyrisk. Gruppen blev meget populær i studentermiljøer, og dens version af sangen Good Night Irene (1950) fik et millionsalg på plade.

Good Night Irene tilskrives Leadbelly, folk-bevægelsens dominerende afroamerikanske eksponent. Leadbelly optrådte ofte sammen med Guthrie, Seeger og Sonny Terry (mundharmonika, falsetsang), især ved arrangementer på den amerikanske venstrefløj. De blev også indspillet hver for sig og sammen af Moe Asch på dennes programmatiske plademærke Folkways, oprettet 1948.

Under mccarthyismen blev The Weavers udelukket fra medierne, men i slutningen af 1950'erne opnåede folk music-genren en fornyet popularitet, bl.a. gennem grupper som The Clancy Brothers, Peter, Paul and Mary og The Kingston Trio. Sidstnævnte lancerede sangen Tom Dooley (1958), der blev en overraskende kæmpesucces. Denne folk-revival fik stor udbredelse og betydning i de amerikanske universitetsmiljøer, hvor man i de tidlige 1960'ere brugte musikken og teksterne som manifestationer af en gryende kritisk holdning til statsmagten. En platform for folk-revival-musikken var The Newport Folk Festival, der første gang blev arrangeret i 1959 på initiativ af Pete Seeger. Festivalerne blev en årligt tilbagevendende begivenhed indtil 1971. Folklorister som John A. (1875-1948) og Alan Lomax, Burl Ives og folk blues-veteraner som Leadbelly og Big Bill Broonzy øvede indflydelse på kunstnere som Bob Dylan, Joan Baez, Tom Paxton, Phil Ochs og Gordon Lightfoot, der alle debuterede i begyndelsen af 1960'erne. Disse solister skabte nye aktuelle og kritiske sange, der i publikums bevidsthed blev synonymt med begrebet folk. Melodierne var enkle, teksterne meget skarpe, indsigtsfulde og ordrige og tit med et slagkraftigt omkvæd, som fastholdt forbindelsen til traditionen. Akkompagnementet var ofte blot en akustisk guitar spillet af kunstneren selv, måske ledsaget af bas, mundharmonika eller fløjte. Man gav sangene en tydelig politisk drejning og angreb ikke mindst den amerikanske krigsførelse i Vietnam. Over for krigen som begreb indtog kunstnerne en klar pacifistisk holdning. Der opstod i denne periode en bølge af protest songs (protestsange) mod statsmagten, den (små)borgerlige livsførelse og det indoktrinerende skolesystem som fx Bob Dylans Blowing in the Wind (1963), Buffy Saint-Maries Universal Soldier (1964) og Tom Paxtons What did you Learn in School Today? (1964). Flere af de amerikanske folkemusikgrupper inspirerede det engelske, skotske og irske folkemusikmiljø i begyndelsen af 1960'erne; fx øvede The Clancy Brothers indflydelse på The Dubliners (Irland) og The Weavers på The Ian Campbell Folk Group (Skotland).

Annonce

I 1965 optrådte Bob Dylan for første gang på The Newport Folk Festival sammen med elektriske backing-musikere (Al Kooper og Mike Bloomfield), og dette vakte stor (men ikke udelt positiv) opsigt blandt såvel musikere som publikum. Sammen med den hastigt fremvoksende rockmusik var denne begivenhed og Bob Dylans lp Highway 61 Revisited (1965) med til at danne grobund for en gradvis mere "elektrisk" folkemusik, kaldet folkrock. Grupper som Fairport Convention og Steeleye Span i England, The Band og The Byrds i USA er eksempler på sammensmeltningen af impulser fra folkemusik og rock. En stor popularitet i denne genre opnåede Crosby, Stills, Nash & Young 1970-71.

Igennem 1980'erne og 1990'erne har betegnelserne folk music og folkrock fået en endnu bredere betydning, bl.a. fordi nye generationer af musikere ikke kun er inspireret af euro- og afroamerikansk musik, men sammenblander stiltræk og brug af etniske instrumenter fra mange forskellige landes musiktraditioner. Det bliver gjort med stor fordomsfrihed og resulterer i en ikke entydig verdensmusik. Se også folkesanger.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thorbjørn Sjøgren: folk i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=77673