• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Thailand - musik

Oprindelig forfatter HPLa Seneste forfatter BlochP

Klassisk thaimusik er historisk knyttet til hofferne. Det karakteristiske slagtøjsorkester piphat er udviklet siden 1300-t., påvirket af khmerkulturen og gamelanmusikken fra Java. Musikken er i sit væsen lineær. Melodiinstrumenterne spiller hver sin udformning af grundmelodien og mødes kun i enklang på vigtige punkter i musikken. Hvert instrument har sin egen karakter, hvilket giver musikken spænding, farve og variation. Melodierne benytter pentatone skalaer, som pga. stemningen kan virke falske i vestlige øren (se Sydøstasien (musik)). Sangsolisterne medvirker i dele af repertoiret. Den sungne melodis kurver følger sprogtonerne i thai, for at teksten kan give mening. Den klassiske piphat har i nyere tid fået karakter af museumsmusik. Den dyrkes kun i snævre miljøer og fremføres ved ceremonielle og turistrelaterede lejligheder.

På landet lever folkelige former af piphat stadig som en uundværlig del af det sociale og religiøse liv. I de religiøse optog er transportable slagtøjsensembler og skingre oboer en nødvendig del af musikken. I NØ-Thailand findes en stærk tradition for nattelange vekselsange mellem mand og kvinde, akkompagneret af det store mundorgel khaen. Hos de mange etniske minoritetsgrupper i bjergene i det nordlige og vestlige Thailand adskiller musik og instrumenter sig kraftigt fra thaiernes og udgør en vigtig del af disse gruppers kulturelle identitet.

Den kommercielle musik fra Vesten, Indien og Kina og dens lokale efterligninger er dominerende i det moderne thailandske lydbillede.

Annonce

Læs mere om Thailand.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Peter Larsen: Thailand - musik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=171351