Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kroatien - musik

Oprindelig forfatter BTrae Seneste forfatter Redaktionen

Den kroatiske musikhistorie går tilbage til 1000-tallet. Om den verdslige musik ved man så godt som intet, men der findes en del oplysninger om kirkemusikken, som repræsenteres af to retninger. Den ene har forbindelse til romerkirken og den gregorianske sang, hvis historie i Kroatien er belyst af et stort antal dokumenter fra 1000-tallet og senere. Den anden, den glagolitiske sang, som bredte sig i Dalmatiens kystland med den kirkeslaviske liturgi, opviser ingen dokumenter med melodier, men traditionen lever videre, fx på øen Krk.

Kunstmusikken

Den katolske kirkesang udviklede sig i overensstemmelse med kirkemusikken i det øvrige Europa. Indtil 1800-tallet udfoldede kulturlivet sig især i kystbyerne. I Split varetoges kirkesangen af Ivan Lukačić (ca. 1584-1648), der bl.a. skrev en række gejstlige koncerter i italiensk stil. I Dubrovnik skrev Luka Sorkočević (1734-89) de første kroatiske symfonier, Julije Bajamonti (1744-1800) komponerede messer og motetter, og violinvirtuosen Ivan Mane Jarnović (ca. 1740-1804) udøvede en omfattende koncertvirksomhed i Europas storbyer.

I 1800-tallet flyttede det kulturelle centrum fra Dalmatien til Zagreb. Med den nationale vækkelse illyrismen opstod ønsket om at skabe en original kroatisk musik med udgangspunkt i folkemusikken.

Annonce

Franjo Kuhač (1834-1911) udgav som den første professionelle musiketnolog en samling med 2000 melodier. Vatroslav Lisinski (1819-54), som komponerede musik i denne ånd, grundlagde bl.a. den kroatiske opera.

Fra midten af 1800-tallet stagnerede den nationale retning, og den illyriske aktivitet svækkedes. Med dannelsen af Østrig-Ungarn i 1867 kom det centrale Kroatien under stærk ungarsk indflydelse. Sang og scenemusik var stadig de foretrukne former, men musikken var nu mere baseret på italiensk stil. I denne periode prægedes hele musiklivet stærkt af komponisten Ivan Zajc (1832-1914).

Efter 1918 genoplivedes den nationale orientering, og mange unge kroatiske komponister søgte inspiration i folkemusikken. Ivan Matetić Ronjgov (1880-1960) rettede sin opmærksomhed mod Istriens enestående folkemusik og banede vejen for andre kroatiske komponister.

Talrige korværker blev skrevet og udført af Kroatiens mange korforeninger. Også på scenen kom de folkelige elementer til udtryk. Varig succes skabte ballettens hovedrepræsentanter Krešimir Baranović (1894-1975) med Honningkagehjertet (1924) og Fran Lhotka (1883-1962) med Djævelen i landsbyen (1934), desuden Jakov Gotovac (1895-1982) med sin komiske opera Ero fra hin verden (1935). Josip Slavenski (1896-1955), der var elev af Zoltán Kodály, lod sin interesse omfatte hele Balkan og Orienten og komponerede i et nyt, personligt tonesprog en række værker i denne ånd.

I det socialistiske Jugoslavien efter 2. Verdenskrig bevarede en del komponister kontakten til folkemusikken, samtidig med at deres tonesprog søgte nye, mere internationalt orienterede udtryksformer. De mest moderne former for kompositionsteknik blev taget i brug af den kroatiske avantgarde, fx Branimir Sakač (1918-79) og Milko Kelemen.

I det nye Kroatien videreføres den musikalske tradition med velrenommerede ensembler som fx Zagreb Filharmoni og Zagrebsolisterne og med Zagreb Biennale for nutidig musik, stiftet 1961.

Folkemusikken

Kroatiens folkekultur vidner om indflydelse mange steder fra. De folkevandringer, som tyrkerkrigene forårsagede, førte til gensidige påvirkninger mellem de etniske grupper. Dertil kommer indflydelsen fra Italien, Østrig og Ungarn.

Den rene vokalmusik omfatter lyriske og rituelle sange, der ofte synges i forbindelse med kædedans. Flerstemmighed, især tostemmighed, præger næsten al sang og opviser mange interessante former.

En af de ældste former træffes stadig i bjerglandet oven for Dalmatiens kyst, hvor hyrderne udsmykker deres lyriske sange med en kraftig stemmerysten over en liggetone. I Istrien og på øerne i det nordlige Adriaterhav synges duet i parallelle tertser eller sekster i en særlig "istriansk" skala, et system, der adskiller sig meget skarpt fra systemet med tolv ens halvtonetrin. Nyere former for tostemmighed er præget af vesteuropæisk harmonik.

Størst udbredelse har den såkaldte na bas, hvor stemmerne mest bevæger sig i tertsparalleller og slutter på tom kvint. I kystlandets byer og på øerne kan man høre både ældre og nyere dalmatinske flerstemmige bysange udført af små mandsgrupper. Enstemmighed findes fx i Međimurje, hvor melodierne ligesom i Ungarn er kirketonale eller pentatone.

Musikinstrumenter optræder sjældent alene. Sangeren ledsager sit epos med et knipset strengeinstrument, tambura, eller med strygeinstrumentet gusle. Til dans spilles på sækkepibe, mješnice, gajde eller dude, i Istrien og på Krk danses pardanse til den muntre musik af oboskalmejerne sopile, i Dubrovniks omegn til strygeinstrumentet lijerica.

Den smukt udskårne dobbelte klarinetskalmeje diple og dobbeltfløjten dvojnice benyttes mest til hyrdeimprovisationer. Harmonikaen har i nyere tid haft stor indvirkning på de tonale forhold i den gamle folkemusik. I sammenspil høres strygeensembler med to violiner og en bas og især tamburaorkestre med instrumenter i forskellige størrelser.

Foruden den traditionelle folkemusik findes et vidtspundet net af amatørorganisationer, der dyrker folkemusik og dans i arrangeret form med henblik på sceniske fremførelser, desuden enkelte professionelle ensembler som LADO i Zagreb. Folkemusikforskningen varetages først og fremmest af Institut for Etnologi og Folkloristik i Zagreb.

Læs mere om Kroatien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birthe Trærup: Kroatien - musik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=111320