Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Korea (Musik)

Oprindelig forfatter HaaLun Seneste forfatter Redaktionen

De tidligste vidnesbyrd om musik i Korea stammer fra begyndelsen af vor tidsregning; de omfatter det seksstrengede citerinstrument komun'go i kongedømmet Koguryo i nord, harpen konghu i Paekche i sydvest og det 12-strengede citerinstrument kayagum i Silla i syd og øst. Da Silla fra 600-t. til 900-t. var den dominerende magt i Korea, udgik den buddhistiske sang sammen med den ceremonielle og rituelle musik derfra. Man skelnede mellem hyangak (hjemlig musik) og tangak (musik fra Kina). I begyndelsen af 1100-t. modtog Koryohoffet som gave fra Kina en stor samling instrumenter til banketmusik og til den rituelle orkestermusik aak ('elegant musik'). Deriblandt var der slagtøjsinstrumenter med hhv. klingende sten, p'yon'gyong, og bronzeklokker, pyonjong. Den kinesiske musik blev efter en periode, der var præget af krig, i det følgende dynasti blandet med national musik og hjemlige instrumenter. I 1600- og 1700-t. blev vægten i stigende grad lagt på den aristokratiske og den folkelige musik; på den tid opstod sangformen kagok, som fremføres til et kammerensemble, i hvilket der oftest indgår komun'go, bambustværfløjten taegum, oboen p'iri, violinen haegum og den timeglasformede tromme changgo.

Andre klassiske sangformer udspringer af de korte digte tan'ga, normalt med tre verslinjer på 15 stavelser. Sangformen sijo var oprindelig akkompagneret af håndklap eller changgo, mens kasa akkompagneres af changgo og taegum; ofte forekommer nu også andre instrumenter.

Folkelige musikere udviklede musikdramaet p'ansori, som kan føres tilbage til i hvert fald midten af 1700-t. Dramaet består af episke beretninger fremført af en sanger/recitator, hovedsagelig til akkompagnement af trommen puk alene.

Annonce

Indflydelsen fra folkelige musikformer, især shamanmusikken, har været en vigtig faktor i den koreanske musiks stiludvikling. Typiske træk er rige melodiske udsmykninger, tredelt rytme, indviklede trommemønstre og trommernes fremtrædende rolle. Dette er baggrunden for instrumentalmusikken sanjo, der blev udviklet i løbet af 1800-t.; til akkompagnement af changgo fremføres den på kayagum, senere tillige på komun'go eller taegum.

I 1900-t. er indflydelsen fra musik i vestlig klassisk og populær stil taget til. Det japanske herredømme 1910-45 medførte, at japansk popmusik blev genstand for betydelig popularitet i hele Korea, hvilket i Sydkorea gav anledning til en national satsning på den hjemlige musik som reaktion imod den japanske. Siden begyndelsen af 1950'erne er der her udviklet forskellige former for studier i den hjemlige klassiske musik. Folkelig slagtøjsbaseret musik har fået ny aktualitet gennem grupper som SamulNori.

I Nordkorea er musikken i lighed med andre kulturformer indgået i en politik, som i store træk er udformet efter sovjetisk eller kinesisk mønster, men efterhånden også med sit eget særpræg. Nogle af de historiske musikformer er blevet tilpasset denne musikkultur, mens andre ikke betragtes som forenelige med de kulturpolitiske krav; fx har musikdramaet p'ansori ikke nogen plads i den moderne musikkultur, mens en revolutionær opera dyrkes siden begyndelsen af 1970'erne.

Læs mere om Korea.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Håkan Lundström: Korea (Musik) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=110090