Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Indonesien (Musik)

Oprindelig forfatter EFoc Seneste forfatter Redaktionen

Indonesisk musik associeres af de fleste med javanesisk og balinesisk gamelan, som er meget varierede orkestertyper domineret af idiofoner. Det er disse, især gong-ensemblerne, som har gjort området kendt i Vesten. Betragtet under ét kendetegnes Indonesien af en langt større musikalsk mangfoldighed. Blandt stammefolkene rundt om på de mindre øer og i indlandet af de større øer findes et bredt udvalg af forskellige instrumenter: mundorgeler, jødeharper, næse- og panfløjter, trommer og andet slagtøj, som anvendes til ceremonier og underholdning, ofte i kombination med dans. Desuden findes mange steder et stort sangrepertoire.

Indonesien er et område, hvor mange af verdens store musikkulturer på forskellige tidspunkter har krydset hinanden. I det nordlige kystområde forekommer hyppigt både instrumenter (tamburiner, lutter, oboer) og musikalske elementer fra den arabisk-persiske kultur, som kom til området med islam. I hofkulturen på de større øer Kalimantan og Sumatra spores forbindelsen til den javanesisk-balinesiske gamelantradition. Indiske elementer i musikken stammer især fra indiske film, og ligesom den kinesiske indflydelse optræder de hovedsageligt i populærmusikken. Den vestlige inspiration findes i visse lokale, populære musiktyper og i elitens (periodiske) dyrkelse af den vestlige musik, såvel klassisk som pop. En egentlig tvær-etnisk musik findes reelt kun inden for populærmusikken, som omfatter flere forskellige genrer.

Hertil hører kroncong, som opstod i kolonitiden og vandt national popularitet gennem 1930'ernes filmindustri. Genren har rødder i musikken hos efterkommerne af asiatiske slaver fra den portugisiske periode, og den portugisiske inspiration er tydelig. Tidligere var sproget portugisisk patois. Den langsomme, sentimentale sang, der er inspireret både af portugisisk fado-musik og af østafrikansk-arabisk sangstil, akkompagneres af de europæiske instrumenter ukulele (kroncong på indonesisk), guitar, violin, cello, fløjte og slagtøj, som har optaget elementer fra bl.a. gamelanmusikken. I nyeste tid synges der ofte på indonesisk (bahasa indonesia); i moderniseret form er det blevet byernes salonmusik.

Annonce

En nyere populærmusikalsk genre er orkes melanyu fra 1940'erne og 1950'erne; den stammer fra Sumatra, men er med tiden blevet spredt over alle øerne. Også her er sproget indonesisk, mens rytmen og ornamenteringen er arabisk og melodikken arabisk og indisk. Indiske, indonesiske og vestlige instrumenter blandes i denne romantiske popmusik. Siden 1970'erne har genrerne dangdut med dens blanding af den indiske tabla-rytme og vestlige instrumentklang i en ungdomsorienteret dansemusik og pop indonesia, hvori latinamerikanske danserytmer kombineres med vestens pop til indonesisk tekst, haft stor opmærksomhed blandt de unge; det samme gælder jaipongan, der som den eneste bredt populære genre har rødder i den rent lokale, vestjavanesiske gamelanmusik. Se også Bali (musik, dans og teater) og Java (musik).

Læs mere om Indonesien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eva Fock: Indonesien (Musik) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=97457