Finland - musik, Som følge af de politisk-kulturelle forhold i forbindelse med Sveriges herredømme har Finland først sent udviklet en egentlig kunstmusiktradition. Fraværet af hofliv medførte, at instrumentalmusik og opera stort set var ukendte indtil slutningen af 1700-t.

Kirkemusikken har fra ca. 1300 baseret sig på fransk tradition som følge af dominikanerordenens indflydelse. Efter Reformationen trivedes den gamle kirkesang længe ved siden af den nye, protestantiske koral, hvad en berømt udgivelse af latinske kirke- og skolesange fra 1582, Piae cantiones, bevidner.

Til de første finske komponister, der kendes ved navn, hører Erik Tulindberg (1761-1814) og klarinetvirtuosen Bernhard Henrik Crusell. Sidstnævnte virkede dog hovedsagelig i Sverige. I Åbo dannedes i 1790 den første musikforening på et tidspunkt, hvor musiklivet oplevede et hidtil uset opsving, samtidig med at udenlandske kunstnere begyndte at gæste finske byer. Efter Åbos brand i 1827 overtog Helsinki positionen som musikkulturelt centrum. Som universitetslærer, violinist og dirigent havde den tyskfødte Frederik Pacius, komponist af Finlands nationalmelodi "Vårt land", afgørende betydning for hovedstadens musikliv. Han indsamlede finske folkesange og skabte med Kung Karls jakt (1852) den første finske opera, om end med svensk tekst. Fra perioden efter 1850 kan nævnes Johan Filip von Schantz' (1835-65) Kullervo-ouverture, det første orkesterværk inspireret af Finlands nationalepos, Kalevala.

Det egentlige gennembrud for finsk nationalromantik kom i slutningen af 1800-t. Afgørende i den forbindelse var Robert Kajanus (1856-1933), en betydelig dirigent og forkæmper for Jean Sibelius' musik. I 1882 stiftede han Finlands første permanente orkester, det nuværende Helsinkis Filharmoniske Orkester. Samme år grundlagde Martin Wegelius (1846-1906) Finlands første musikkonservatorium, det nuværende Sibelius Akademi. Kajanus påvirkedes i sine orkesterværker af Kalevala-stoffet, der fra slutningen af 1800-t. blev den store inspirationskilde i finsk musik. Således hos finsk musikhistories hovedskikkelse, Jean Sibelius, der med sin Kullervo-symfoni (1892) slog sit navn fast på et tidspunkt, da finsk nationalfølelse var stærkt tiltagende. Det patriotiske tonedigt Finlandia (1899) samt syv symfonier, komponeret 1899-1924, dvs. netop i tiden omkring den nationale selvstændiggørelse, gav ham status af nationalhelt og skaffede finsk musik indpas i alverdens koncertsale. I 1926 udgav Sibelius sit sidste betydelige værk, Tapiola, hvorefter han, længe inden sin død i 1957, trådte tilbage fra offentligheden.

Blandt Sibelius' yngre samtidige kan nævnes komponisterne Selim Palmgren, tillige en fremtrædende pianist, og Toivo Kuula (1883-1918), der ligesom Leevi Madetoja var påvirket af fransk impressionisme. Madetojas Pohjalaisia (Österbottningerne, 1923) er blevet betegnet som Finlands nationalopera. Mellemkrigstidens førende komponister som Aarre Merikanto vendte sig fra nationalromantikkens patos til fordel for et europæisk udsyn, mens centraleuropæisk senromantik fik en personlig fortsættelse hos liedkomponisten Yrjö Kilpinen.

Efter 2. Verdenskrig har Erik Bergman, Joonas Kokkonen og Eino Rautavaara været fremtrædende blandt finske komponister. Aulis Sallinen, der er internationalt anerkendt som operakomponist, og Paavo Heininen, der i særlig grad har dyrket dodekafoni og serialisme, er elever af Kokkonen, hvis opera Viimeiset kiusaukset (De sidste fristelser, 1975) er et kerneværk i den rige operatradition, som har præget finsk musik op gennem 1980'erne. Til de yngre komponister hører Kaija Saariaho (f. 1952) og Magnus Lindberg, der begge har arbejdet med computermusik ved IRCAM-studierne i Paris.

Læs mere om Finland.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig