Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Danmark - folkemusik

Oprindelig forfatter JHKou Seneste forfatter Redaktionen

Folkemusikken i Danmark er præget af landets åbenhed for kulturelle påvirkninger udefra og af kontakten mellem by og land.

Den vokale folkemusik består af en hovedgruppe af viser (middelalderballader, "efterklangsviser" fra 1500- og 1600-tallet og nyere viser), desuden af små genrer (rim, remser og råb), sanglege og folkelig salmesang.

Den instrumentale folkemusik er hovedsagelig dansemusik, men den har også været brugt i forbindelse med ceremonier og arbejde. Af professionelle musikanter findes især tre slags: "spillemænd" på landet (balmusikanter, der ofte har musik som bierhverv), gårdsangere og værtshusmusikere i byerne.

Annonce

Middelalderballader har levet i sangtraditionen frem til 1900-tallet. Ca. 600 sådanne viser med mere end 2000 melodivarianter er overleveret. Balladerne har i middelalderen været brugt til kædedans, senere har de været sunget solistisk.

Melodierne rummer noget af den ældste og mest særprægede folkemusik i Danmark, bl.a. ses formelagtige strukturer og pentatone træk uden entydig grundtonecentrering. I 1500- og 1600-tallet udvikledes nye åndelige, verdslige og historiske visetyper med et mere klart modalt præg med kadencer og en fastere metrisk og arkitektonisk opbygning. I 1700- og 1800-tallet fremkom talrige dur- og mol-prægede visetyper, hvor en akkordlig sans blev mærkbar i melodierne, og formerne blev mere symmetriske. Ca. 1800 blev dur-tonaliteten enerådende både i visesang og folkelig dansemusik.

Vandrende gøglere og legere har givet impulser til folkemusik i middelalderen. Fra deres rækker er i senmiddelalderen rekrutteret bofaste stads- og militærmusikanter. Stadsmusikanterne havde i perioden ca. 1650-1800 eneret på al betalt musikudøvelse hos borgere og bønder.

De forpagtede ofte landområder væk til lokale spillemænd. Polskdans var i 1700-tallet meget populær hos bønderne, og menuet og engelskdans blev optaget i folketraditionen. I nogle dansemelodier opstået før 1780 kan man finde uregelmæssige fraseopbygninger, modal- og mol-tonalitet samt formelpræg.

Efter 1800 består melodierne næsten altid af afsnit på otte takter, som gentages. Kun i dansemelodier fra enkelte lokaliteter, Fanø og Læsø, kan vi i dag finde andre tonaliteter end dur. De karakteristiske nye danse i 1800-tallet var pardanse som vals, hopsa, polka, mazurka, galop og scottish samt forskellige turdanse. Regionale forskelle findes endnu i slutningen af 1900-tallet i såvel repertoire som spillestil.

I perioden fra middelalderen til 1800 har vi spredte oplysninger om brugen af instrumenter som gige/fedel/fejle, sækkepibe, langeleg, lire, humle, hakkebræt, jødeharpe, tromme, skalmeje og forskellige fløjter.

Ca. 1700 var tromme og "bondefejle" de vigtigste bondeinstrumenter (i samspil eller alene). Fejlen erstattedes i 1700-tallet af violin som det dominerende instrument for landbospillemændene. Skalmeje/klarinet, fløjte og strygerbas har været brugt omkring 1800.

Soldater indførte militærinstrumenter som obo, fagot og valdhorn. I hvert fald fra begyndelsen af 1800-tallet var spillemændenes instrumenter professionelt producerede, evt. fabriksfremstillede. Udendørs brugte man i 1800-tallet trompet, kornet og basun, og disse kom også ind i balsalen i anden halvdel af 1800-tallet, da ensemblerne blev udvidet til fire-seks mand.

Fra 1870'erne blev harmonikaen taget i brug, og den blev hurtigt et lige så vigtigt instrument som violinen. Guitaren har været et typisk gårdsangerinstrument i byerne siden midten af 1800-tallet.

I forbindelse med nye amerikanske danseformers indtrængen efter 1. Verdenskrig kom også klaver og trommesæt mange steder ind i spillemandsorkestrene. Af hjemmelavede instrumenter kan nævnes klarinetskalmejer, byhorn (kohorn), bytromme (cylindertromme) og rumlepotte samt forskellige hyrdedrengeinstrumenter.

Ungdomsoprøret i 1960'erne førte til en interesse for irsk, skotsk og amerikansk folkemusik (folk-revival) og siden 1970'erne også til en aktiv beskæftigelse med dansk og nordisk folkemusik. Dette førte til en betydelig eksponering af autentiske udøvere som violinspillemanden Evald Thomsen og visesangeren Ingeborg Munch. Et langsigtet resultat af denne lokale folk-revival er de store, årlige musikfestivaler i Tønder og Skagen samt mange mindre spillemandsstævner.

I 1980'erne fastholdt og udbyggede kunstnere som Niels Hausgaard, Povl Dissing og Benny Andersen deres popularitet på visemusikscenen, mens bl.a. Lars Lilholt, Johnny Madsen og Allan Olsen orienterede sig mere i retning mod rockudtrykket. I 1990'erne skabtes nye blandingsformer mellem folkemusik og andre musikgenrer, til dels blandt en ny musikergeneration med grupper som Serras, Kætterkvartet og Sorten Muld. Denne tradition fortsatte ind i 2000-t. med bl.a. Valravn.

Oprettelsen af folkemusiklinjen på Det Fynske Musikkonservatorium i 1998 markerede, at den nye folkemusik var blevet en etableret genre i musiklivet.

Læs mere om folkemusik eller om musik i Danmark generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Henrik Koudal: Danmark - folkemusik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=61163