Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Canada - musik

Oprindelig forfatter JBerg Seneste forfatter HaAn

Historiske dokumenter viser, at musik har været en vigtig del af livet i kolonitiden. Fra 1635 fik franske og indianske børn musikundervisning, og der blev sunget salmer, digtet på indianske sprog af missionærer. Et orgel, omtalt i Québec i 1661, er rimeligvis det første i Nordamerika. Men med få undtagelser som fx Joseph Quésnel, hvis buffoopera Colas et Colinette blev opført i Montréal i 1790 (sandsynligvis den første opera opført i Nordamerika), begyndte canadiske komponister først at gøre sig gældende efter 1867.

Calixa Lavallée (1842-91), Guillaume Couture (1851-1915) og deres elev Alexis Contant (1858-1918) udgjorde en betydningsfuld "Montréal-skole" med stærk tilknytning til den franske musikalske tradition. Til gengæld fremhævede deres samtidige, Wesley O. Forsyth (1863-1937) og Charles Harriss (1862-1929), engelske idealer.

Den engelske tradition blev styrket betragteligt og langvarigt af Healey Willan (1880-1968), der i 1913 kom fra England til Toronto, hvor han var aktiv både som kirkemusiker, komponist og lærer på Torontos Royal Conservatory og universitet. Claude Champagne (1891-1965), påvirket af studier i Paris i 1920'erne, fortsatte den franske tradition, men forenede den med elementer fra canadisk folkemusik i et forsøg på at skabe en national stil. Dog var sir Ernest MacMillan (1893-1973) den dominerende skikkelse i alle aspekter af musiklivet i Canada i første halvdel af 1900-t. Efter 2. Verdenskrig gled brugen af folkemusik som grundlag for en national musik i baggrunden, og canadiske komponister blev mere åbne for international påvirkning. Mens nogle, som Godfrey Ridout (1918-84), holdt fast ved tonalitet, gik John Weinzweig (1913-2006) mere radikalt til værks, og som den første begyndte han at eksperimentere med atonalitet og seriel teknik.

Annonce

En stærk forøgelse af landets befolkning siden 1945 har medført en betydelig vækst i antallet af musikinstitutioner. Ud over gamle, etablerede orkestre og kor på internationalt niveau i Montréal og Toronto findes gode ensembler i andre store byer. Det førende operaselskab er Canadian Opera Company i Toronto. Videregående uddannelser i musik kan fås på konservatorier og universiteter over hele landet.

Læs mere om Canada.

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Bergsagel: Canada - musik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=53930