I Brasilien mødes tre kontinenters musiktraditioner: den oprindelige indianske, den hovedsagelig central- og vestafrikanske og den europæisk-portugisiske. Især de to sidste blandes i populærmusikken; den inciterende samba er det kendteste, men langtfra det eneste resultat.

Kendskabet til indiansk musik er stærkt begrænset, dels fordi de få nulevende indianere lever isoleret, dels fordi deres musik er meget svær at forstå, og endelig fordi der hersker stor mangfoldighed (se indianere). Deres musiksyn adskiller sig væsentligt fra vores.

Musikken er ceremoniel og udgør en grundlæggende del af samfundslivet; den opfattes ikke som skabt af menneskene, men komponeret af den viden, de får fra guder, dyr eller fremmede folk. Lyden af musik og sang beskriver denne viden og udgør et middel til at overføre den til deltagerne.

Brasiliansk populærmusik, "musica popular Brasileira", rummer et bredt spektrum af stilarter og instrumenter, som alle har rod i landets tre kulturtraditioner. De musikalske centre er den nordøstlige stat Bahia og Rio de Janeiro i syd.

Her var koncentrationen af afrikanske slaver størst, og her har de afrobrasilianske kulter candomblé, macumba og umbanda haft væsentlig indflydelse på musiklivet.

I begyndelsen af 1900-tallet opstod sambaen, som frem for noget er symbolet på Rio-karnevallet. Her blandes europæisk march, dansesalonernes musik og den cubanske habanera med de afrikanske rytmer og indianernes instrumenter og traditioner for farvestrålende kostumer til et imponerende opbud.

En populær dansemusik med svingende og blød rytme, baion, opstod blandt fattige fra Bahia, de såkaldte "baianos". Den polerede og pladevenlige samba canção blev det musikalske udgangspunkt for Antonio Carlos Jobim og João Gilberto (f. 1931), da de i slutningen af 1950'erne skabte bossanova, der navnlig gennem tenorsaxofonisten Stan Getz hurtigt nåede international udbredelse.

Choro opstod i 1870'erne som en slags salonorkester, der spillede de europæiske danse efter brasiliansk tradition. Siden har repertoiret og instrumenteringen gradvist udviklet sig i takt med populærmusikken fra polka og vals over tango og samba til en virtuos instrumentalgenre, ofte omtalt som "brasiliansk jazz".

Omkring 1970 lancerede bl.a. Gilberto Gil (f. 1943) og Milton Nascimento (f. 1942) tropicalismo-bevægelsen, som fornyede musikken radikalt ved at blande samba, bossanova og regionale stilarter med bl.a. pop og rock. Den brasilianske musik er i konstant udvikling, og der finder en stadig vekselvirkning sted mellem brasilianske stilarter og nye påvirkninger udefra.

Brasilien har også fostret flere klassiske komponister. Mest kendt er Heitor Villa-Lobos, som ofte blandede folkloristiske elementer i sin musik.

Læs mere om Brasilien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig