Danmarks biennalepavillon i Giardini Pubblici i Venezia. Foto fra 2010.

.

En biennale er en udstilling, arrangement eller begivenhed, der afholdes hvert andet år. Betegnelsen bruges især om tilbagevendende udstillinger af moderne kunst, arkitektur, design og kunsthåndværk.

Faktaboks

Etymologi
Ordet biennale er italiensk og kommer af latin biennalis, af bi- og afledning af annus 'år'.

Særlig kendt er Biennale di Venezia, Biennalen i Venedig, en international kunstudstilling, som med få afbrydelser er blevet afholdt hver anden sommer siden 1895. De enkelte lande udstiller i pavilloner i Giardini Pubblici; Danmark fik sin egen i 1932.

Mens kunstudstillingerne finder sted i ulige år, så afholdes Mostra di Architettura di Venezia, Arkitekturbiennalen, i lige år siden 1980.

Andre biennaler for moderne kunst afholdes i bl.a. São Paulo i Brasilien (siden 1951), Paris ('Ungdomsbiennalen', fra 1959), Sydney i Australien (siden 1973), Havana på Cuba (fra 1984, med fokus på ikke-vestlige lande) og Istanbul i Tyrkiet (siden 1987).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig