Stadtmuseum Dresden er indrettet i det tidligere Landhaus opført 1770-1775. Det storslåede trappeanlæg forbinder samtlige etager. Foto fra 2011.

.
Licens: Brukerspesifisert

Stadtmuseum Dresden er et kulturhistorisk museum i Dresden under Museen der Stadt Dresden.

Landhaus

Stadtmuseum Dresden er indrettet i Landhaus, opført efter udkast af arkitekten Friedrich August Krubsacius (1718-1790), der var elev af Zacharias Longuelune. Bygningen, der oprindeligt tjente som forvaltningsbygning, blev opført i årene 1770-1775 i en stilistisk syntese mellem senbarok, rokoko og klassicisme.

Af særlig arkitektonisk værdi er bygningens indre trappekonstruktion og den repræsentative festsal, udsmykket med byveduter af Gotthardt Kuehl fra 1908-1910.

Stadtmuseum Dresdens historie

Grundstammen til museet går tilbage til 1891, hvor et bymuseum blev indrettet i Kreuzstrasse. Senere i 1910 fik samlingerne til huse i det nyopførte rådhus.

Efter Landhaus' ødelæggelse under Dresdens bombardemant i februar 1945 blev bygningen genopbygget og genindviet i 1965 som domicil for Dresdens byhistoriske, kulturhistoriske og rige kunstsamling i øvrigt. Senest blev museet moderniseret frem mod Dresdens 800 års-jubilæum i 2006, hvorved samlingerne indgår i et moderne museumskoncept.

Städtische Galerie Dresden

Landhaus huser desuden Städtische Galerie Dresden, en omfattende samling billedkunst af kunstnere, først og fremmest med relation til Dresden. Samlingen tæller blandt andet navne som Caspar David Friedrich, Ernst Ludwig Kirchner, Otto Dix, A.R. Penck og Thomas Scheibitz.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig