Berlin. Alte Nationalgalerie. Friedrich August Stülers museumsbygning er tænkt og opført som et kunstens tempel. Templet hviler på et 10 meter højt podium med en fritrappe. De korinthiske søjler bærer gavlen med en figurgruppe i relief. På bjælken står den manende indskrift DER DEUTSCHE KUNST.

.

Caspar David Friedrich Månen står op over havet, malet 1823; Nationalgalerie, Berlin. Scenen med de rygvendte, velklædte mennesker — to kvinder og en mand — der betragter månen og skibene på det vidtstrakte hav, kan udtrykke deres tabte forhold til den store natur, men også en andagtsfuld længsel efter samklang med Universet.

.

Alte Nationalgalerie, kunstmuseum under Staatliche Museen zu BerlinMuseumsinsel i Berlin, opført 1866-76 efter planer af Friedrich August Stüler.

Samlingerne af tysk maleri og skulptur fra 1800-t. suppleredes efterhånden med impressionister og ekspressionister. Efter 2. Verdenskrig blev samlingerne delt mellem Alte Nationalgalerie på Museumsinsel (Østberlin) og Neue Nationalgalerie, der i 1968 blev indrettet i en ny bygning af Ludwig Mies van der RoheKulturforum Tiergarten i Vestberlin.

Alte Nationalgalerie blev som led i den overordnede sanering af Museumsinsel i Berlin restaureret og ombygget 1998-2001.

Udbygningen af overetagen har givet plads til samlingen af tysk romantik, der tidligere befandt sig i Schloss Charlottenburg.

Hermed er Alte Nationalgalerie og dets bestand på ca. 400 malerier og 80 skulpturer en af de vigtigste repræsentationer af 1800-t.s tyske kunst med værker af Caspar David Friedrich og Adolph von Menzel som omdrejningspunkter. Periodens samling af skulptur er indrettet i den nygotiske Friedrichswedersche Kirche, opført 1824-30 af Karl Friedrich Schinkel.

Neue Nationalgalerie rummer i dag kunst fra den første del af 1900-t., mens kunsten efter 1960 huses i den ombyggede Hamburger Bahnhof.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig