Skolemuseer, findes flere steder i Danmark. Størst og landsdækkende er Dansk Skolemuseum i København. Herudover findes små, spredte lokalmuseer, oftest indrettet i nedlagte landsbyskoler, fx i Gærup ved Faaborg i en skolebygning fra 1784, i Hodde mellem Grindsted og Varde (nedlagt som skole 1955) og i Flakkebjerg ved Slagelse (nedlagt som forskole 1962). I Horsens belyses byskolens historie i museet Den Gamle Skolestue, indrettet i en tidligere skolebygning fra 1860. I Den Gamle By i Aarhus og i Den Fynske Landsby i Odense findes permanente udstillinger om skoler i hhv. købstad og landsby.