Proveniens, (af lat. provenire 'fremkomme, opstå', af pro- og venire 'komme'), oprindelse, afstamning, herkomst, en antikvitets eller kunstgenstands proveniens betegner genstandens skiftende ejerforhold gennem tiden, så vidt som disse lader sig dokumentere. Ved inskriptioner kan gamle bøger ofte følges tilbage gennem skiftende ejere; et vigtigt ejerforhold kan gøre en bog til et provenienseksemplar (se bibliofili). En arkæologisk genstands proveniens vil i første række være det sted, den er fundet i jorden, dernæst de samlinger, som den evt. har været del af i tidsrummet siden fundet. Dokumentation af proveniens kan være afgørende ved handel med antikviteter og kunstgenstande, især i forbindelse med museumskøb.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.