Konservering (Kunst ), Gennem hele middelalderen er kirkeinventar og -udsmykning samt inkunabler blevet udbedret og forandret af malere, billedhuggere, snedkere og bogbindere. Behandling af maleri på lærred og træ (staffelimaleri) er siden 1500-t. bl.a. foregået ved montering af nyt støttelærred (dublering) eller -plade, mens behandling af stenskulptur ofte har haft karakter af restaurering, hvor man ved nyhugning har søgt at genskabe ødelagte eller nedbrudte skulpturer. I 1700-t. opstod konservering som en særlig profession. Den første konservator i Danmark med et egentligt embede var maleren J.P. Møller, der fra 1813 arbejdede for de kongelige malerisamlinger; embedet blev senere videreført ved Statens Museum for Kunst. I dag forestås konservering af kunstværker som regel af konservatorer med speciale i en eller flere kunstneriske teknikker. De uddannedes tidligere på forskellige værksteder, fra 1973 på Kunstakademiets Konservatorskole.

Konservering af kunstværker har udviklet sig fra begrænsede, håndværksmæssigt baserede indgreb til behandlingsmetoder og -materialer, der bygger på grundige historiske og naturvidenskabelige forundersøgelser. Animalsk lim og klister samt voks-harpiks er blevet suppleret med syntetiske bindemidler ved fx konservering af lærredsmalerier. Konservering af kunstværker på papir var tidligere begrænset til stabilisering ved opklæbning på nyt papirunderlag med vandige bindemidler. Senere er der udviklet særligt konserveringsudstyr til lærredsmaleri og papir som varmeborde, lavtryksborde og papirudfyldningsmaskiner. Kirkekunst blev oftest snedkermæssigt istandsat; fra og med 1800-t. kendes eksempler på, at løse farvelag er blevet fæstnet med bindemidler før en evt. restaurering, en senere udbredt teknik. Sideløbende er en række andre konserveringsteknikker og -metoder videreudviklet med vægt på bedre kontrol med behandlingerne, men også på begrænsede indgreb og forebyggende foranstaltninger. Dansk konservering er på en række punkter centralt placeret inden for metodeudvikling og forskning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig