Henie-Onstad
Henie-Onstad kunstsenter, Høvikodden.

Henie-Onstad Kunstsenter er et museum for moderne kunst, der blev indviet i 1968. Det er beliggende på Høvikodden i Bærum ved Oslo Fjord.

Grundstammen er en samling af især fransk kunst (Matisse, Picasso, Bonnard mfl.) og Cobra-værker, skænket af stifterne, skøjtestjernen Sonja Henie og hendes mand, skibsrederen Niels Onstad (1909-1978). Samlingerne øges stadig med nyere billedkunst.

Bygningen er opført af arkitekterne Jon Eikvar (f. 1933) og Svein Erik Engebretsen (f. 1933) og er et af den nyekspressive arkitekturs hovedværker i Norge. En delvis nedgravet tilbygning ved de samme arkitekter åbnede i 1994, og 2000-2002 opførtes en tilstødende udstillingsbygning i træ, Sal Haaken, af Stein Halvorsen AS Sivilarkitekter Mnal. Blandt skulpturerne i den omgivende park er Kai Nielsens Vandmoderen og Zeus og Io. Museet anvendes også til bl.a. teater- og koncertopførelser, dans og film.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig