KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg, kunstmuseum i Aalborg, der til 2009 hed Nordjyllands Kunstmuseum. Bygningen blev opført 1968-72 af Elissa og Alvar Aalto og den danske arkitekt Jean-Jacques Barüel (1923-2010), der vandt arkitektkonkurrencen i 1958.

Bortset fra en række ældre kunstværker, der er udskilt, er samlingens grundstamme det tidligere Aalborg Kunstmuseums bestand, der har været tilgængelig siden 1879.

Sit internationale tilsnit fik museet ved erhvervelsen i 1967 af Anna og Kresten Krestensens samling af dansk og international kunst fra 1900-tallet. Senere er tilkommet Kirsten og Axel P. Nielsens samling af bl.a. Fluxus.

Dansk modernisme er repræsenteret ved Edvard Weie, Harald Giersing og Vilhelm Lundstrøm; andre tyngdepunkter er værker af Wilhelm Freddie, Richard Mortensen, Robert Jacobsen, Sonja Ferlov Mancoba samt af Cobra-gruppens kunstnere.

Blandt udenlandske kunstnere kan Fernand Léger, Max Ernst, Serge Poliakoff, Victor Vasarely og Karel Appel fremhæves. Den nyere kunst er repræsenteret ved værker af 1980'ernes unge vilde og af Kirsten Christensen, Kirsten Ortwed og Ursula Reuter Christiansen.

I museets park ses skulpturer af blandt andre Willy Ørskov, Bjørn Nørgaard og Hein Heinsen. Museet er tillige involveret i udstillinger i de nye kulturhuse Utzon Center og Nordkraft i Aalborg.

KUNSTENS hjemmeside: http://www.kunsten.dk/

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig