Restaurering, (af lat. restaurare, se restauration), fagkyndige indgreb i ældre, defekte genstande. Formålet kan være rekonstruktion af tabte dele eller fjernelse af ældre reparationer eller rekonstruktioner. I den vurdering, der ligger til grund for sådanne indgreb, indgår æstetiske skøn sat i forhold til formidlingen af genstandens historiske eller kunstneriske kvaliteter; ofte rummer sådanne vurderinger et element af (mere eller mindre kvalificeret) gætteri. Restaurering rækker dermed videre end konservering, der har til formål grundlæggende at sikre genstandens bevaring og materielle form.

Arkitektur

Restaurering dækker i ordets moderne betydning reparation af en bygning, således at den genvinder sin oprindelige skikkelse, evt. med rekonstruktion af ødelagte partier. Fra midten af 1800-t. vandt tilbageførelsesprincippet frem, et bevidst forsøg på at genskabe bygningen i, hvad man mente var dens oprindelige skikkelse; i Frankrig repræsenteredes dette princip af E.E. Viollet-le-Duc, i Danmark af bl.a. H.B. Storck. Samtidig var man dog opmærksom på, at der burde tages hensyn til bygningernes senere tilføjelser, ligesom erkendelsen af det vanskelige i at rekonstruere en historisk bygning voksede. Efter 1900-t.s verdenskrige er talrige ødelagte bygninger blevet restaureret og genopført. Det er i flere tilfælde sket med tydelig markering af, hvad der er oprindelige bygningsdele, og hvad der er nye, en fremgangsmåde, der også er anvendt ved andre af 1900-t.s bygningsrestaureringer, fx af Koldinghus (1972-94).

Malerier

Restaurering er til forskel fra konservering ikke nødvendig for maleriers fysiske bevaring, men udføres fx af hensyn til formidling og anskueliggørelse af maleriers form, funktion eller udseende. Restaurering kan udføres efter konserverende behandling og omfatter bl.a. fjernelse af senere tilførte elementer, rensning af overfladen for overmalinger og eventuelle senere fernislag samt komplettering af manglende farvepartier, fx afskalninger, vha. retouchering. Disse indgreb forudsætter grundige natur-, kunst- og konserveringsvidenskabelige undersøgelser og dokumentation, nøje kendskab til maleriets oprindelige udseende, form og funktion og/eller senere tilstandsformer. De er endvidere underlagt en række etiske og æstetiske principper. En af kunsthistoriens vanskeligste restaureringsopgaver har været Leonardo da Vincis vægmaleri Den sidste nadver.

Skulptur.

Restaurering af billedhuggerværker har været kendt siden antikken. Afslåede dele er blevet erstattet, og figurer er blevet omarbejdet og har undertiden fået tilføjelser for at tilpasse fx symbolsproget en anden sammenhæng. De mange fund af beskadigede antikke skulpturer i renæssancen satte gang i udviklingen af restaureringsteknikkerne (se Laokoon-gruppen). I nyere tid har restaurering været et omstridt emne. Almindeligvis må man foretage indgreb i originalen for at tilpasse nygjorte dele, og derved forsvinder historisk materiale. I dag er løsningen ofte at lave en kopi, dvs. tage en gipsafstøbning af værket, udarbejde de manglende dele på denne og så herefter hugge eller støbe et nyt eksemplar. Et eksempel på dette er Frihedsstøtten (1792-97) i København, der blev genopstillet i nyhugget form i 1999.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig