Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Guggenheim Museum

Oprindelige forfattere IMoer, JToft og VAMoe Seneste forfatter Redaktionen

Guggenheim Museum. Frank Lloyd Wrights bygning i New York er behersket af den organiske arkitekturs bløde, svungne linjer. Museet er blevet sammenlignet med et sneglehus, hvor det ydre afspejler det vigtigste arkitektoniske motiv i det indre, den spiralsnoede rampe. I 1900-t.s arkitektur fremhæves Wright ofte som den vigtigste repræsentant for det organiske og mere dionysiske.

Guggenheim Museum. Frank Lloyd Wrights bygning i New York er behersket af den organiske arkitekturs bløde, svungne linjer. Museet er blevet sammenlignet med et sneglehus, hvor det ydre afspejler det vigtigste arkitektoniske motiv i det indre, den spiralsnoede rampe. I 1900-t.s arkitektur fremhæves Wright ofte som den vigtigste repræsentant for det organiske og mere dionysiske.

Guggenheim Museum, Solomon R. Guggenheim Museum, kunstmuseum i New York, grundlagt 1937 og åbnet 1959 i en bygning, der blev tegnet 1943-46 og bygget 1956-59 af Frank Lloyd Wright.

Bygningens organiske og spiralformede ydre rummer i det indre en ligeledes spiralformet rampe, der snor sig op igennem bygningen. En elevator bringer publikum op til øverste etage og herfra begynder så nedstigningen ad rampen, som også er udstillingsrummet.

Museet er et af 1900-t.s mest markante og berømte bygningsværker; det udvidedes med en tilbygning i 1992, opført af arkitektfirmaet Gwathmey & Siegel. Guggenheim Museum rummer først og fremmest Solomon R. Guggenheims betydelige samling af tidlig modernistisk kunst.

Annonce

Den omfatter verdens største samling af Wassily Kandinskys værker samt hovedværker af bl.a. Constantin Brancusi, Georges Braque, Robert Delaunay, Juan Gris, Paul Klee, Fernand Léger, Kazimir Malevitj og Piet Mondrian. Hertil kommer værker af bl.a. Alexander Calder og Jackson Pollock samt en privatsamling, skabt af kunsthandleren Justin K. Tannhauser, med værker af Degas, Cézanne, Gauguin, Toulouse-Lautrec, van Gogh og Picasso.

Ved siden af The Peggy Guggenheim Collection i Venezia (se Peggy Guggenheim), åbnet 1951, er Guggenheim Museum i New York siden 1992 blevet suppleret med en række nye museer. Med Thomas Krens (f. 1946) som leder er Guggenheims virksomhed gennem 1990'erne kendetegnet ved ekspansion og udvikling af en ny museumstype, baseret på målrettet internationalt samarbejde.

Guggenheim Bilbao.

Guggenheim Bilbao.

I 1992 åbnede det lille Guggenheim SoHoManhattan i New York, indrettet af Arata Isozaki, og i 1997 Deutsche Guggenheim Berlin, etableret i joint venture med Deutsche Bank og indrettet af arkitekten Richard Gluckman til skiftende udstillinger i bankens hovedsæde fra 1920 på Unter den Linden i Berlin.

Ligeledes i 1997 åbnede i Bilbao i Spanien det spektakulære Guggenheim Bilbao, tegnet af Frank O. Gehry. Med sine bølgende former, beklædt med tynde titaniumplader og med facadeafsnit i lys kalksten og glas, fremstår bygningen som en skulptur, der bevæger sig både på og under terrænet ved floden Nervión. Samlingerne koncentrerer sig om moderne international kunst efter 1950 med værker af bl.a. Mark Rothko, Eduardo Chillida, Robert Rauschenberg og Andy Warhol; en særlig gruppe udgør de værker af bl.a. Richard Serra, Jenny Holzer, Francesco Clemente og Sol LeWitt, der er skabt specielt til museet.

I Las Vegas åbnede i 2001 Guggenheim Las Vegas i et bygningskompleks, tegnet af Rem Koolhaas og kendetegnet ved fleksibilitet, stor skala og avanceret teknologi, samt Guggenheim Hermitage Museum, som er et joint venture mellem Solomon R. Guggenheim Foundation i New York og Eremitagemuseet i Sankt Petersborg til udstilling af kunstværker fra de to institutioner.

Blandt Guggenheims seneste planlagte projekter kan nævnes Guggenheim Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater, tegnet af Frank O. Gehry, og Guggenheim Helsinki i Finland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Inge Mørch Jensen, Jens Toft, Vibeke Andersson Møller: Guggenheim Museum i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=86918