Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Munch-museet

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Munch-museet, kunstmuseum i Oslo, der åbnede i 1963 som ramme om den store samling af egne værker, som Edvard Munch testamenterede til Oslo Kommune. Bygningen er tegnet af arkitekterne Gunnar Fougner (1911-1995) og Einar Myklebust (f. 1922) og betydeligt udvidet og restaureret i 1994 ved Myklebust.

Den oprindelige samling af bl.a. 1100 malerier, 15.500 grafiske blade, 4700 tegninger og seks skulpturer er løbende blevet udvidet, bl.a. med ca. 500 trykplader, en omfattende bogsamling, notatbøger, dokumenter, fotografier, værktøj, rekvisitter og møbler. Munchs søster, Inger Munch, testamenterede senere Munchs omfattende brevsamling og et stort antal originalværker, især fra 1880'erne, til museet, der i dag rummer mere end halvdelen af Munchs malerier og eksemplarer af alle hans grafiske motiver.

Enkelte af hovedværkerne i Munch-museet er gentagelser af malerier, som den fremsynede museumsleder Jens Thiis allerede i begyndelsen af 1900-tallet købte til Nasjonalgalleriet i Oslo, hvor disse førsteudgaver stadig kan ses.

Annonce

Munch-museets hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Munch-museet i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=249197