Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Uffizierne

Oprindelig forfatter Munk Seneste forfatter Redaktionen

Sandro Botticelli Venus' fødsel, maleri, 1485; Uffizierne, Firenze. I skildringen af kærlighedsgudinden Venus' fødsel af mødet mellem himmelguden Uranus' sæd og havet har Botticellis inspiration været den samtidige digter Agnolo Polizianos genfortælling af myten i digtet Stanze. Her skildres, hvordan Venus stående på en muslingeskal af vindguder blæses ind til kysten og modtages af årstidernes gudinder, horai. En nyplatonisk tolkning af billedet vil vide, at det illustrerer skønheden, der opstår, når menneskets sjæl befrugtes af den guddommelige idé. Først og fremmest er maleriet dog en hyldest til kvinden som kærlighedens og skønhedens repræsentant - som i tidens kærlighedslyrik.

Uffizierne, (ital. gli Uffizi 'kontorerne'), Galleria degli Uffizi, kunstmuseum i Firenze, indrettet i det kontorbyggeri, som Giorgio Vasari opførte 1560-74 for Cosimo 1. Medici; det er forbundet med både rådhuset og Palazzo Pitti.

Den øverste etage blev indrettet til Mediciernes rige samlinger af kunst og kunsthåndværk, medaljer, våben, instrumenter og rariteter. Desuden indrettedes værksteder til udøvelse af al slags kunsthåndværk.

I 1681 opstod det, stadig voksende, galleri af kunstneres selvportrætter, senere tilkom tegning- og grafiksamlingen, og museet åbnede for offentligheden i 1795.

Malerisamlingen, en af verdens betydeligste, rummer den florentinske kunsts hovedværker fra 1100-1700-tallet, fx Sandro Botticellis Venus' fødsel, samt italiensk, tysk, hollandsk og flamsk maleri fra renæssance og barok.

Museets hjemmeside: http://www.uffizi.com/

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Peter Munk: Uffizierne i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. januar 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=176408