• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

biennale

Oprindelig forfatter PKN Seneste forfatter Redaktionen

biennale, udstilling, arrangement eller begivenhed, der afholdes hvert andet år. Betegnelsen bruges især om tilbagevendende udstillinger af moderne kunst, arkitektur, design og kunsthåndværk.

Ordet biennale er italiensk og kommer af latin biennalis, af bi- og afledning af annus 'år'.

Særlig kendt er Biennale di Venezia, Biennalen i Venezia, en international kunstudstilling, som med få afbrydelser er blevet afholdt hver anden sommer siden 1895. De enkelte lande udstiller i pavilloner i Giardini Pubblici; Danmark fik sin egen i 1932.

Mens kunstudstillingerne finder sted i ulige år, så afholdes Mostra di Architettura di Venezia, Arkitekturbiennalen, i lige år siden 1980.

Annonce

Danmarks biennalepavillon i Giardini Pubblici i Venezia. Foto fra 2010.

Danmarks biennalepavillon i Giardini Pubblici i Venezia. Foto fra 2010.

Andre biennaler for moderne kunst afholdes i bl.a. São Paulo i Brasilien (siden 1951), Paris ('Ungdomsbiennalen', fra 1959), Sydney i Australien (siden 1973), Havana på Cuba (fra 1984, med fokus på ikke-vestlige lande) og Istanbul i Tyrkiet (siden 1987).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Kühn-Nielsen: biennale i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=46870