Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den Gamle By

Oprindelig forfatter BKjaer Seneste forfatter HaAn

Den Gamle By.

Den Gamle By.

Den Gamle By, Danmarks Købstadmuseum, i Aarhus, Danmarks eneste frilandsmuseum, der viser livsformer og livsbetingelser i de danske købstæder i tidsrummet mellem ca. 1600 op gennem industrialiseringens gennembrud i 1800-tallet og op til i dag.

Museet, der er grundlagt af Peter Holm, har sin oprindelse i Landsudstillingen i Aarhus i 1909, hvis historiske afdeling blev præsenteret i udstillingens "gamle Borgmestergaard" fra 1597. Bygningen stod oprindeligt på Immervad, hvor Magasin du Nord i dag har til huse. Trods udbredt skepsis blandt mange, blev bygningen pillet ned og genopført på landsudstillingen. Det blev en så stor succes, at den igen blev pillet ned og genopført i Botanisk Have i Aarhus, hvor den åbnede for publikum i 1914.

Heromkring voksede museet op. Det består i dag af over 75 huse, der alle oprindeligt er bygget et andet sted i Danmark, men siden er blevet flyttet til Den Gamle By for at genskabe billedet af en dansk købstad. Husene repræsenterer Danmark fra 1500-t.s slutning til 1800-t.s midte. Den senest tilkomne monumentalbygning er Møntmestergården fra København (1683), opført på Torvet ved siden af Borgmestergården og indviet i 2009.

Annonce

Derudover er museet lige nu, i færd med at bygge en ny bydel, som kommer til at vise husene fra 1920'erne og frem. Bydelen hedder Den moderne by. Første etape åbner i 2009, og indeholder Danmarks plakatmuseum, samt Politikkens pavilion fra landsudstillingen i 1909.

Udviklingen belyses gennem huse og interiører (værksteder, butikker, boliger foruden Helsingør Theater) samt tematiske udstillinger; museet har dannet forbillede for tilsvarende museer i andre lande.

Derudover er det også et levende museum, hvor gæsterne kan møde forskellige personer, som har levet i købstaden. Disse præsenteres i en dramaform, hvor gæsterne bliver inddraget aktivt i formidlingen.

Den Gamle By er en selvejende institution med ca. 355.000 gæster om året.

Den Gamle Bys hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgitte Kjær: Den Gamle By i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=82017