Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning. |
Bryggens Museum, kulturhistorisk museum i Bergen, Norge, opført 1975. Museet rummer arkæologiske samlinger, der belyser Vestlandets og Bergens historie i middelalderen.
Særlig betydningsfulde er fundene fra de store udgravninger på Tyskebryggen i Bergen 1955-69 og fra de omfattende byarkæologiske undersøgelser i 1970'erne og 1980'erne.
Foruden en rekonstruktion af et handelsskib fra 1200-t. rummer museet to store permanente udstillinger. De ældste bygårde beskriver byens bebyggelsesmæssige udvikling i 1100-t., mens udstillingen Bergen omkring 1300 giver et righoldigt billede af byens liv i højmiddelalderen, præget af den nære kontakt med de nordtyske hansestæder.
Niels-Knud Liebgott: Bryggens Museum i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. april 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=51665 |
Denne artikel stammer fra:
Leksikon