Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sigvald Vestergaard Nielsen

Oprindelig forfatter Clio Seneste forfatter Redaktionen

Sigvald Vestergaard Nielsen, 1879-1962, dansk museumsmand og lærer. Sigvald Vestergaard Nielsen blev født i Vorde ved Hjarbæk Fjord nordvest for Viborg som søn af lærer og kirkesanger Niels Frits Vestergaard Nielsen og Jensine Petrea Vestergaard Nielsen, født Thaysen. Faderen var et kendt navn indenfor skolelærerlitteraturen som leverandør, under pseudonymet Folkvar Krag, af folkelige fortællinger til ugebladet Husvennen (startet 1873 af N.C. Rom), der i slutningen af 1800-årene blev et værdifuldt folkeligt underholdnings- og oplysningsorgan.

Efter skolegang hos faderen i Vorde kom Sigvald Vestergaard Nielsen i Viborg Latinskole. I 1899 blev han immatrikuleret ved Københavns Universitet, hvor han, efter filosofikum, indledte teologiske studier. Han fik teologisk embedseksamen i 1905, hvorefter han i de følgende år underviste ved forskellige skoler.

I 1910 fik han fast embede som leder af privatskolen, senere den private realskole, i Aars og blev i 1913 gift med Christella (Stella) Bloch Jensen. Sammen fik de børnene Ib og Vibeke.

Sigvald Vestergaard Nielsen havde helt fra barnsben næret stor interesse for arkæologi og han blev foregangsmand i oprettelsen af Vesthimmerlands Museumsforening i 1920. Han var drivkraften i foreningens indsamlingsarbejde over hele Vesthimmerland. Da den selvejende institution Vesthimmerlands Museum stod færdig i 1935, blev han museets leder indtil sin død i 1962.

Annonce

Vestergaard Nielsen har ydet en meget stor indsats ved Vesthimmerlands Museum. Hans største enkeltindsats var udgravningen i 1930'erne af Borremosefæstningen, en befæstet jernalderlandsby beliggende 4 km sydøst for Aars, med deltagelse af bl.a. Gudmund Hatt og P.V. Glob fra Nationalmuseet.

Sigvald Vestergaard Nielsen har efterladt et omfattende lokalhistorisk og arkæologisk forfatterskab.

I 1949 blev Sigvald Vestergaard Nielsen Ridder af Dannebrog.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thorkild Nielsen: Sigvald Vestergaard Nielsen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305131