Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

C.J. Thomsen

Oprindelige forfattere JJe og JSJ Seneste forfatter Redaktionen

C.J. Thomsen. Som en anerkendelse af Thomsens banebrydende arbejde i dansk museumsverden tog en kreds af kolleger initiativ til en pengeindsamling, da han fyldte 60 år. Formålet var at bestille et portræt hos kunstmaleren J.V. Gertner. Thomsen lod sig male i 1849, men initiativtagerne måtte derefter følge hans udtrykkelige ønske og udsætte ophængningen i Oldnordisk Museum til efter hans død; Thomsen begrundede det med, at alt, hvad der vækker Opsigt, er imod mit Ønske, imod min Tænkemaade. I dag hænger maleriet på Nationalmuseet.

C.J. Thomsen. Som en anerkendelse af Thomsens banebrydende arbejde i dansk museumsverden tog en kreds af kolleger initiativ til en pengeindsamling, da han fyldte 60 år. Formålet var at bestille et portræt hos kunstmaleren J.V. Gertner. Thomsen lod sig male i 1849, men initiativtagerne måtte derefter følge hans udtrykkelige ønske og udsætte ophængningen i Oldnordisk Museum til efter hans død; Thomsen begrundede det med, at alt, hvad der vækker Opsigt, er imod mit Ønske, imod min Tænkemaade. I dag hænger maleriet på Nationalmuseet.

C.J. Thomsen, Christian Jürgensen Thomsen, 29.12.1788-21.5.1865, dansk museumsmand, der som den første i verden inddelte de forhistoriske tider i tre tidsaldre: stenalderen, bronzealderen og jernalderen.

C.J. Thomsen blev født i en velstående københavnsk familie, hvis handelshus han efter sin fars død i 1833 videreførte sammen med sin mor. Interessen for numismatik og kunst blev vakt i en tidlig alder, og livet igennem forblev han privat samler af både mønter, malerier og grafik.

Skønt uden nogen akademisk uddannelse blev Thomsen i 1816 udnævnt til sekretær for Den Kongelige Kommission til Oldsagers Opbevaring, hvis samlinger senere blev grundstammen i Nationalmuseet.

Annonce

Det var under arbejdet med ordningen af disse samlinger, at han i 1820'erne udviklede tanken om en tredeling af oldtiden (se treperiodesystemet); denne epokegørende iagttagelse fremlagde han senere i en lille bog, Ledetraad til nordisk Oldkyndighed og Historie (1836, oversat til tysk 1837 og til eng. 1848). Hans øvrige litterære produktion, der for hovedpartens vedkommende udkom i udlandet, behandler især middelaldernumismatik.

C.J. Thomsen var en fremragende organisator og popularisator, der tidligt påkaldte sig kongehusets opmærksomhed. Med tiden blev han leder af de fleste københavnske samlinger og gennemførte en reorganisering og modernisering af hovedstadens museumsvæsen.

Hans hovedvirke lå gennem alle årene på Det Kongelige Museum for nordiske Oldsager, også kaldet Oldnordisk Museum. I 1832 var han desuden inspektør på Møntkabinettet (Den Kongelige Mønt- og Medaillesamling); som dettes direktør 1842-65 ydede han en afgørende indsats ved ordningen af mange nye skattefund (danefæ) samt ved erhvervelsen af Christian 8.s samlinger.

I 1839 blev Thomsen tillige leder af Det Kongelige Kunstmuseum og s.m. kunsthistorikeren N.L. Høyen leder af Det Kongelige Billedgalleri; begge havde været dele af det tidligere Kongelige Kunstkammer, ud af hvis samlinger han i 1841 skabte verdens første almindelige etnografiske museum (Etnografisk Samling) og i 1851 Antik-Cabinettet (Antiksamlingen).

Til alle disse samlinger indførte han efterhånden gratis adgang for offentligheden. Gennem årene førte han en omfattende brevveksling med nordiske og europæiske forskere, som han i vidt omfang inspirerede og vejledte i alle slags museumsforhold.

C.J. Thomsen spillede en stor, om end diskret rolle i det københavnske kunst- og kulturliv, bl.a. i Kunstforeningen. Han var en faderlig formynder og vejleder for flere af guldalderens malere, fx Johan Christian Dahl og J.Th. Lundbye, og under navnet "gamle Thomsen" blev han efterhånden en meget populær skikkelse i store dele af den danske befolkning.

Via foredrag og omvisninger bidrog han til en bred folkelig forståelse for arkæologiens betydning og til skabelsen af en tilsvarende interesse for de arkæologiske, historiske og etnografiske samlinger, som efter Grundlovens indførelse i 1849 efterhånden forenedes under hans ledelse og under samme tag, i Prinsens Palæ, det nuværende Nationalmuseum.

C.J. Thomsens møntsamling var ved hans død den største private møntsamling i Danmark; omkring halvdelen blev solgt på auktion, mens den vigtigste del, over 12.000 mønter fra europæisk middelalder, blev købt af 25 danske godsejere og skænket til Den Kongelige Mønt- og Medaillesamling.

Kataloget, udarbejdet af den unge Kr. Erslev, udkom 1873-76 på fransk og er stadig et internationalt standardværk; i 1992 udkom en nyillustreret engelsk oversættelse af bind 1 i USA.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen, Jørgen Steen Jensen: C.J. Thomsen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 9. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=171702