Faktaboks

Ludwig Anzengruber
Født
1839
Død
1889

Ludwig Anzengruber, 1839-1889, østrigsk journalist, dramatiker og forfatter, som med sine stykker og fortællinger slår bro mellem den ældre didaktiske landsbyfortælling og den nyere naturalisme.

Ludwig Anzengruber brød igennem med dramaet Der Pfarrer von Kirchfeld (1871), efterfulgt af tragedien Der Meineidbauer (1871) og komedierne Die Kreuzelschreiber (1872) og Der G'wissenswurm (1874).

Hans miljøbeskrivelser nærmer sig undertiden en naturalistisk realisme, fx i tragedien Das vierte Gebot (1878), der blev hans største succes. Men samtidig sigter han på en borgerlig-liberal folkeoplysning: Den jordnære medmenneskelighed besejrer havesyge, indbildskhed og sværmerisk eller dogmatisk religiøsitet.

Ludwig Anzengrubers bønder, der taler et kunstsprog mellem højtysk og dialekt, repræsenterer mennesket i almindelighed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig