Faktaboks

H.C. Artmann
Født
1921
Død
2000

H.C. Artmann, Hans Carl Artmann, 1921-2000, østrigsk forfatter af eksperimenterende tekster: lange digte, digte i dialekt, lydmalende nonsens, prosa og teaterstykker. H.C. Artmann var sjælen i den såkaldte Wienergruppe, en kreds af multikunstnere, der samarbejdede om at male, komponere, skrive, og som opførte happenings i Wiens gader.

Sprogets elementer blev betragtet som materiale, der sammenstilles tilfældigt eller intuitivt for at opnå en "magisk" virkning. Den "poetiske handling" er vigtigere end den skrevne tekst; digteren stiliserer sig selv til kunstværk, indtil han bliver borte i sine rollespil.

H.C. Artmann skrev under flere pseudonymer og skiftede bestandigt bopæl. Første publikation 1950; digtsamlingen ein lilienweißer brief aus lincolnshire (1978) indeholder tekster fra 21 år.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig