Debutromanen, De skæbneløse (1975, på dansk i 1996, 2002), om en dreng i koncentrationslejr registrerer menneskets lidelser og ikke mindst dets tilpasning til et system i et køligt, distant sprog. Den menneskelige ødelæggelse, som et totalitært styre forårsager — mennesket, der frarøves sin skæbne. Overlevelsens problem indgår også i Kaddish for et ufødt barn (1990, på dansk i 2002), en lang og sælsom smuk indre monolog hvor B., forfatter og skønlitterær oversætter, forsøger at få styr på hvad det vil sige at være menneske og jøde i en verden der har frembragt Auschwitz. Han refererer brudstykker af samtaler, han har haft med sin hustru, med filosoffen Obláth og med sit bibliotek, men først og fremmest med sig selv.
Detektivhistorie (2001, på dansk i 2005) blev skrevet, mens Ungarn var en totalitær stat, og kan læses som en parabel over menneskenes livsvilkår i et diktatur. Nådeløst afdækker Kertész angiveriets, torturens og paranoiaens logik og diktaturets arketyper: kynikeren, bødlen og medløberen.
Eksperimenter med dagbogsoptegnelser og indre monolog præger Galejdagbog (1992) og Jeg — en anden: Forvandlingens krønike (1997, på dansk i 2003), der reflekterer over kultur, identitet og ændrede betingelser efter Murens fald. "Jeg er en anden": Det var Arthur Rimbauds berømte formel, som Kertész bruger som ét af flere mottoer til en slags selvbiografisk roman. Her går dagbogsnotater fra perioden 1991–1995 hånd i hånd med filosofiske overvejelser over, hvad det vil sige at være menneske. "Hvem er jeg?", "Forstår jeg mit liv?", spørger han sig selv. Alt taler imod det: det fremmede jeg, den selvretfærdige moralist, den løgnagtige fabelfabrikant.
Helten i Likvidation (2003, på dansk i 2004) er Keserü, forlagsredaktør og læser af profession. Hans ven, forfatteren B., som vi kender fra Kaddish for et ufødt barn, har begået selvmord og efterladt sig et teaterstykke med titlen ”Likvidation”, som Keserü har reddet, før det blev konfiskeret af politiet, og som nu indgår som en større tekst i romanen Likvidation.
Dossier K. (2006, på dansk i 2007) er en slags selvbiografi, hvori Kertész fører en samtale med sig selv om sit liv og sit forfatterskab og gør det med løssluppen munterhed: Hans jødiske baggrund og problemer med at overleve under kommunismen. Hans kærlighedsforhold og sammenhængen mellem hans eget liv og hans romanpersoners skæbne. Man befinder sig midt i et ironisk maskespil og spørger sig selv: Hvad er fiktion og hvad er virkelighed?
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.