Georg Lukács

Georg Lukács var en ungarsk filosof, litteraturteoretiker og minister.

Georg Lukács studerede historie og filosofi i Budapest, Berlin og Heidelberg og var allerede før 1. Verdenskrig en ledende skikkelse i Ungarns radikal-socialistiske kredse. I 1918 blev han medlem af det ungarske kommunistparti og var vicefolkekommissær for undervisning i Den Ungarske Rådsrepublik. Efter republikkens fald måtte han leve i Wien som emigrant.

Hans mest berømte værker stammer fra de yngre år: Die Seele und die Formen (1911, dansk titel Sjælen og formerne, 1979), Die Theorie des Romans (1916, dansk titel Romanens teori, 1994) og Geschichte und Klassenbewusstsein (1923, Historie og klassebevidsthed); de to første er endnu ikke præget af marxistisk teori. Romanteorien, som han kaldte et "historiefilosofisk forsøg over den store epiks former", indeholder dog ansatser til hans senere udvikling.

Bogen var skelsættende og har påvirket opfattelsen af den filosofiske æstetiks muligheder som teoretisk genre. Begrebet om den sociale og kulturelle totalitet blev bestemmende for Geschichte und Klassenbewusstsein, der fik afgørende betydning for tilblivelsen af nymarxismen som intellektuel bevægelse. Her blev marxismen for første gang fremstillet som en teoretisk videreførelse af den tyske idealismes filosofi.

Under sit eksil i Moskva 1933-1944 udviklede Georg Lukács en marxistisk æstetik, der distancerede sig fra den litterære modernisme og i stedet havde sit forbillede i den kritiske realisme (Honoré de Balzac, Lev Tolstoj mfl.).

I 1944 vendte Georg Lukács hjem til Ungarn, hvor han blev professor i æstetik og kulturfilosofi ved universitetet i Budapest og medlem af parlamentet. Under den ungarske opstand 1956 var han kultur- og undervisningsminister i Imre Nagys regering.

Blandt Georg Lukács' senere værker er Der junge Hegel (1948, Den unge Hegel), Die Zerstörung der Vernunft (1954, Fornuftens ødelæggelse) samt hans store æstetik, Die Eigenart des Ästhetischen (1963, Det æstetiskes egenart).