• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dreigroschenoper

Oprindelig forfatter PeOEhr Seneste forfatter Redaktionen

Dreigroschenoper, teaterstykke af Bertolt Brecht (tekst) og Kurt Weill (musik), baseret på John Gays The Beggar's Opera (1728). Bertolt Brecht og Kurt Weills stykke havde urpremiere 1928 på Theater am Schiffbauerdamm i Berlin og blev siden en verdenssucces.

Titlen er egentlig uoversættelig til dansk i sin flertydighed. Drei Groschen betyder i daglig tale 30 Pfennig, men anbragt forrest i et ord stempler det lave beløb hele størrelsen som noget billigt skidt: Dreigroschenroman betyder en underlødig kærligheds- eller knaldroman, Dreigroschenheft et 'kulørt' hefte osv.

I erkendelse heraf valgte den danske oversætter Mogens Dam ved premieren i 1930 på Det Ny Teater en udpræget alternativ løsning og kaldte stykket Laser og Pjalter. Ind imellem har man efter svensk forbillede forsøgt sig med Skillingsoperaen, men er som regel vendt tilbage til Mogens Dams titel, som efterhånden er blevet stykkets danske varemærke.

Annonce

Blandt sangene i stykket har Die Moritat von Mackie Messer vundet særlig stor popularitet under sit amerikanske navn Mack the Knife, fortolket af en lang række kunstnere som bl.a. Kurt Weills enke Lotte Lenya, Louis Armstrong, Bobby Darin, Frank Sinatra, Ella Fitzgerald, Sting og Nick Cave.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Øhrgaard: Dreigroschenoper i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=66529