mestersang

Mestersang, Meistergesang, er den sangkunst (Meisterlieder), som især i 1400- og 1500-t. udformedes af mestersangerne (Meistersinger) fortrinsvis i sydtyske byer.

Mestersangerne var hovedsagelig håndværkere, der havde stiftet foreninger eller broderskaber for at udøve deres kunst som fritidsbeskæftigelse. Disse sammenslutninger kan spores tilbage til 1300-t., mens de sidste udløbere er fra 1800-t.

Mestersangen lægger sig i form, indhold og kunstopfattelse i forlængelse af den middelalderlige didaktiske lyriks mestre (Sangspruchdichter), fx Walther von der Vogelweide og Frauenlob (tilnavn til den tyske digter Heinrich von Meissen, d. 1318). Disses Töne (da. toner), dvs. melodier og således metriske former, overtog mestersangerne; først i reformationstiden blev det almindeligt, at de udformede deres egne Töne.

Deres kunst fulgte strenge regler, fastlagt i ordninger (Tabulaturen). Mestersang fremførtes som konkurrencer ved offentlige koncerter (Singschulen) med solosang uden akkompagnement. Ligesom formen (se barform) var også fremførelsen underkastet strenge regler, nedfældet i Schulordnungen. Censorer (Merker) vurderede fremførelsen.

Reformationstiden, mestersangens højdepunkt, markerede ikke blot et formskifte, hvor traditionelle Töne blev fortrængt af nyskabelser; der skete også ændringer på indholdssiden. Verdsligt stof trængte frem ved siden af det religiøse, og i de religiøse sange erstattedes dogmatiske emner af bibelsk stof.

Skønt mestersangens højdepunkt falder sammen med udbredelsen af bogtrykkerkunsten, eksisterer sangene stort set kun som håndskrifter. I moderne udgivelser er kun en forsvindende del af det samlede materiale på ca. 16.000 sange tilgængelig.

Bedst kendt blandt mestersangerne er nok skomageren og poeten Hans Sachs fra Nürnberg, som forfattede over 4000 mestersange. Idealiseret kendes han og mestersangen i dag fra Richard Wagners opera Mestersangerne i Nürnberg fra 1868.