Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Margarete Steffin

Oprindelig forfatter keuner Seneste forfatter FiSoe

Margarete Steffin, Margarete Emilie Charlotte Steffin, 21.3.1908-4.6.1941, tysk forfatter og oversætter. Margerete Steffin voksede op i et arbejderhjem i Berlin og fik en kort kontoruddannelse.

I fritiden dyrkede Margarete Steffin kommunistisk amatørteater og lærte i den forbindelse Bertolt Brecht at kende. Hun medvirkede i uropførelsen af Die Mutter efter Maksim Gorkij i 1932 og indledte omkring denne tid et erotisk farvet samarbejde med Bertolt Brecht.

Efter Adolf Hitlers magtovertagelse opholdt hun sig i Schweiz og Frankrig og fulgte kort før jul 1933 Bertolt Brecht og hans kone Helene Weigel til Danmark, hvor hun bortset fra to længere ophold i Sovjetunionen blev boende på skiftende adresser i København og på Fyn indtil den kollektive udrejse i 1939. I det danske eksil blev hun Bertolt Brechts vigtigste medarbejder; ud over at virke som hans sekretær arbejdede hun med på hans dramatik og prosa og redigerede hans digtsamlinger.

Annonce

Margarete Steffin er gledet noget i baggrunden på bekostning af den mere spektakulære dansker Ruth Berlau, men er ikke desto mindre en af de centrale, medskabende faktorer i Bertolt Brechts samlede produktion. Hun led af en svær, uhelbredelig lungetuberkulose og var hyppigt indlagt på hospitaler i Svendborg og København.

I 1936 indgik hun et proforma-ægteskab med en dansker (og hed fra da af officielt Margarete Juul) for at få dansk statsborgerskab og dermed undgå at blive udvist af landet. Margarete Steffin var også, omend i mindre målestok, selvstændigt kreativ og udvekslede erotiske sonetter med Bertolt Brecht.

Hun var usædvanligt sprogbegavet, lærte sig hurtigt dansk og oversatte bl.a. de to første bind af Martin Andersen Nexøs erindringer, som udkom i bogform 1940 i Moskva. Hun fulgte Bertolt Brecht og hans familie videre til Sverige og Finland. På vej til USA via Vladivostok brød hun sammen i Moskva og døde der af sin sygdom.

I 2001 besluttede borgerrepræsentationen i Berlins centrale kvarter, Berlin-Mitte, at ære den hidtil i vidt omfang oversete ved at kalde en gade i regeringskvarteret Margarete-Steffin-Strasse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Christian Nørregaard: Margarete Steffin i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 9. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=239969