Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kurt Tucholsky

Oprindelig forfatter ABP Seneste forfatter Redaktionen

Kurt Tucholsky.  Udateret fotografi.

Kurt Tucholsky. Udateret fotografi.

Kurt Tucholsky, 1890-1935, tysk forfatter; af uddannelse jurist. Kurt Tucholsky blev som flere i sin generation pacifist af at deltage i 1. Verdenskrig. Som en af Weimarrepublikkens mest fremtrædende politiske skribenter angreb han nationalisme og militarisme og satiriserede over menneskelig dumhed i almindelighed.

Tucholskys forfattersærpræg kommer især frem i de små journalistisk-litterære genrer: causerier over aktuelle emner, digte og prosa om hverdagens sorger og glæder, kritiske reportager (ikke mindst om det tyske justitsvæsen), kabarettekster samt litterære og sociologiske essays.

Han har også skrevet to humoristisk-ironiske kærlighedsromaner, Rheinsberg. Ein Bilderbuch für Verliebte (1912, da. Rheinsberg. En billedbog for forelskede, 1965) og Schloß Gripsholm (1931, da. Gripsholm, 1967). I 1933 fratog nazisterne Tucholsky hans statsborgerskab; han boede da allerede i Sverige. Fortvivlelse over udviklingen i Tyskland var en af grundene til hans selvmord.

Annonce

Kurt Tucholsky var dybt skuffet over udviklingen efter 1918, især over de tyske socialdemokraters kompromissøgende linje. Selv tilhørte han det progressive jødiske borgerskab, der fandt et forum i tidsskriftet Die Weltbühne (1905-33), hvor han publicerede så flittigt, at han fandt anledning til at tage hele fem pseudonymer i anvendelse. Han gjorde somme tider fælles sag med kommunisterne som i bogen Deutschland, Deutschland über alles (1929) med fotomontager af John Heartfield, men forblev ellers helt sin egen.

Hans vers kendetegnes af lige så uforlignelige som uoversættelige ordspil og forvanskninger af navnene på dem, han foragtede, men han kunne også på berlinerdialekt udtrykke sin solidaritet med hundsede småkårsfolk. Ingen skribent var så hadet af nazisterne som Kurt Tucholsky.

Efter 1945 tog vesttyske kabarettister især de tekster op, hvor han travesterer vaneægteskabets trummerum, mens man i DDR dyrkede den politiske Tucholsky (se Ernst Busch og Gisela May).

I sin mangfoldighed har Kurt Tucholsky vist sig forunderligt slidstærk. "Verden råber på satire" var hans feltråb, men nedenunder ligger fortvivlelsen. Kurt Tucholsky er begravet på kirkegården Mariefred ved Gripsholm i Sverige. Graven er valfartssted for de mange tyskere, der holder af ham.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Annelise B. Petersen: Kurt Tucholsky i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=175007