tysk eksillitteratur 1933-45

Tysk eksillitteratur 1933-45, litteratur, skrevet af tysksprogede forfattere i eksil i mellemkrigstiden og under 2. Verdenskrig. Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 blev et stort antal tyske og tysksprogede forfattere af anden nationalitet tvunget i eksil eller valgte frivilligt at forlade landet. Skæringsdatoen var ikke Hitlers udnævnelse til rigskansler den 30. januar, men Rigsdagsbranden den 27. februar, som nazisterne beskyldte kommunisterne for at have anstiftet. Allerede morgenen efter indledtes en arrestationsbølge, som også omfattede forfattere, ikke blot kommunister, men et bredt spektrum af regimets fjender, bl.a. pacifister og jøder. Flertallet slap væk eller gik midlertidigt under jorden. En del af de litterære flygtninge søgte via Prag og Wien til de klassiske eksilcentre Zürich og Paris og spredtes atter til forskellige destinationer. Den fremherskende stemning var foreløbig afventende. Et fingerpeg om udviklingen fik man den 10. maj, da nazistiske studenter arrangerede bogbrændinger på Opernplatz i Berlin og i en lang række andre universitetsbyer. Ved denne lejlighed blev navnene på et udvalg af særligt forhadte forfattere og publicister råbt op. Kommentarerne fra flygtningene i udlandet forblev sparsomme.

Thomas Mann, der havde fast bopæl i München, men tilfældigvis havde befundet sig i Schweiz ved magtovertagelsen, valgte at holde sig væk fra Tyskland. Han var imidlertid ikke berørt af de forbud, der kunne afledes af opråbene ved bogbrændingen, eller de udførlige lister over forbudt litteratur, der tilgik boghandlere og biblioteker. Hans bøger blev fortsat trykt og solgt i Tyskland, indtil 1936 forholdt han sig tavs.

En bemærkelsesværdig undtagelse var Oskar Maria Graf (1894-1967), som nazisterne i vid udstrækning var parat til at acceptere som en slags bayersk hjemstavnsforfatter. Han tilkendegav allerede den 12. maj i et østrigsk dagblad, at han var dybt krænket over, at han ikke var blevet brændt på bålet, hvorpå nazisterne øjeblikkeligt forbød hans samlede produktion og senere arrangerede en separat afbrænding af hans værker på universitetet i München.

Allerede i 1933 oprettedes de første eksilforlag. To førende hollandske forlag, Querido og Allert de Lange, lagde navn til tysksprogede underafdelinger, hvor forbudte tyske forfattere kunne publicere. Det var ikke uproblematisk. Især de Langes nederlandske hovedafdeling var afhængig af udvekslingen af litteratur med Nazityskland og så til, at eksilforfatterne ikke direkte angreb det nye Tyskland i deres bøger, men fandt mere neutrale emner, fx i historiske romaner. Hvorimod Querido udgav et af de første eksiltidsskrifter, Die Sammlung, som blev redigeret af Klaus Mann, der i modsætning til sin far fra første færd gik på barrikaderne.

Det kommunistiske Malik-Verlag genopstod i Prag, men måtte med årene operere med London som fiktiv adresse, fordi Tjekkoslovakiet blev udsat for stigende pres fra Berlin. Det velrenommerede S. Fischer Verlag eksisterede videre i Tyskland under nazistisk kontrol, mens grundlæggerens svigersøn etablerede et eksilforlag af samme navn i Stockholm.

I Sovjetunionen fandtes i forvejen forlag for udenlandske arbejdere og eksperter. Her udkom en række antinazistiske bøger. I folkefrontens tegn lancerede Moskva i 1936 et prestigeprojekt, tidsskriftet Das Wort, der i begyndelsen stod åbent for tyske eksilforfattere af næsten enhver observans. Nettet af eksilforlag og -tidsskrifter, kortlivede og mere bestandige, blev med årene næsten uoverskueligt. Nævnes bør også El libro libre i Mexico, trods navnet tysksproget, som bl.a. stod for en række betydelige skønlitterære udgivelser.

Ser man bort fra de få internationalt kendte forfattere som Thomas Mann, Lion Feuchtwanger, Franz Werfel, Stefan Zweig og Erich Maria Remarque eller en udpræget underholdningsforfatter som Vicki Baum, betød udlændigheden for langt de fleste eksilforfattere en kamp for eksistensen. De var afskåret fra deres kernepublikum og de indtægter, de tidligere havde kunnet regne med. Repressalierne fra hjemlandet fulgte før eller senere med frakendelsen af det tyske statsborgerskab (Ausbürgerung), hvilket medførte stort besvær med pas og papirer, i værste fald en tilværelse som statsløs. Kommunisterne kunne ikke uden videre rejse ind i Sovjetunionen og bosætte sig der, fordi det krævede en invitation fra en officielt anerkendt organisation.

Den mest anselige tyske kunstnerkoloni opstod i Sanary-sur-Mer i Frankrig, og Paris forblev et omdrejningspunkt. Den Spanske Borgerkrig 1936-39, der gerne blev udlagt som en konfrontation mellem fascisme og demokrati, trak mange tyske eksilforfattere til Spanien som observatører og reportere, men også som deltagere i den væbnede kamp mod Franco; en enkelt af dem, Ludwig Renn, blev højtstående officer. Tysklands overfald på Frankrig i juni 1940 blev noget nær en katastrofe. Mange vandrede i grupper til fods over Pyrenæerne med en spansk eller portugisisk havneby som mål for den definitive udrejse fra Europa. I den tro, at hans papirer var utilstrækkelige, begik Walter Benjamin selvmord ved den fransk-spanske grænse.

Amerikanske humanitære hjælpeorganisationer, bl.a. kvækerne, sikrede mange af disse flygtninge indrejse i USA. Mexico, der sammen med Sovjetunionen havde støttet den spanske republik under borgerkrigen, tog imod et større kontingent, heriblandt Anna Seghers, Egon Erwin Kisch og Ludwig Renn. Efter Sanary-sur-Mer blev området omkring filmbyen Hollywood i Californien en ny, men mere spredt og splittet kunstnerkoloni. Heinrich Mann og Alfred Döblin fik kontrakter med de store filmselskaber, og i perioder mødte de dagligt på arbejde for at nørkle med manuskripter, ingen drømte om at sætte i produktion. Det var en slags camoufleret godgørenhed. Thomas Mann indtog i USA med lige stor selvfølgelighed og selvfølelse rollen som den fremmeste repræsentant for et bedre Tyskland end det, man havde lagt bag sig. Sammen med fysikeren Albert Einstein blev han den højst estimerede repræsentant for det tyske eksil overhovedet.

Men ellers var der næppe en plet på kloden, hvor der ikke en overgang boede tyske eksilforfattere. En zionistisk interesseret jøde som Arnold Zweig drog til Palæstina og blev dybt skuffet; Stefan Zweig endte i Brasilien, hvor han begik selvmord, fordi han ikke længere kunne se meningen med det hele. Da krigen var overstået, var det ikke nogen selvfølge, at de eksilerede vendte tilbage til Tyskland. Den sovjetiske besættelseszone, senere DDR, som blev administreret af hjemvendte Moskva-eksilerede som Johannes R. Becher, gjorde en effektiv indsats for at kalde en del af de "prøvede antifascister" hjem. Fra Vesttyskland var der ikke bud efter dem. Thomas Mann bosatte sig i Schweiz og aflagde kun visitter i de to tysklande.

Blandt de mere kende eksilforfattere bosatte kun Bertolt Brecht sig i Danmark 1933-39. Hans bogudgivelser på originalsproget fandt sted alle andre steder, fx i Amsterdam, Paris og Prag. Kun i et enkelt tilfælde udkom en af hans bøger på tysk i Danmark, den senere berømte digtsamling Svendborger Gedichte i 1939. Trods den neutrale titel indeholder den mange udfordrende digte mod Hitler og nazismen. Pengene til trykningen blev skaffet ved privat subskription, stort set udelukkende i Københavns-området. For ikke at provokere udenrigsministeriet og den diplomatiske forbindelse med Tyskland fik bogen den dobbelt fiktive forlagsbetegnelse "Malik-Verlag London", selv om den de facto var en dansk udgivelse. Den kom aldrig i fri handel noget sted i verden, men C.A. Reitzels boghandel i Nørregade i København tog et ukendt antal eksemplarer i kommission. Om der blev solgt en eneste, vides ikke.