Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

Bertolt Brecht

Oprindelig forfatter KBohn Seneste forfatter Redaktionen

Bertolt Brecht sammen med Ruth Berlau, fotograferet ca. 1938 af arkitekt Mogens Voltelen, der bl.a. var medredaktør af tidsskriftet Kulturkampen.

Bertolt Brecht sammen med Ruth Berlau, fotograferet ca. 1938 af arkitekt Mogens Voltelen, der bl.a. var medredaktør af tidsskriftet Kulturkampen.

Bertolt Brecht, egl. Eugen Berthold Friedrich Brecht, 10.2..1898-14.8..1956, tysk dramatiker, lyriker, prosaist og litteraturteoretiker, en af 1900-t.s mest fremtrædende og indflydelsesrige, men også kontroversielle tyske forfattere. Det omfattende forfatterskab, skrevet delvis sammen med skiftende medarbejdere, er præget af et opgør med det borgerlige samfunds værdinormer, som han anså for dobbeltmoralske og livsfjendtlige, et opgør, der fra 1926 under indflydelse af marxismen i stigende grad forbandt sig med en socialistisk samfundsmodel som alternativ til den herskende orden. Samtidig med, at Brecht politiserede æstetikken i en hidtil uset grad, holdt han fast ved kunstens selvstændige rolle i borgernes bevidstgørelsesproces. Til dette formål udviklede han nye dramatiske teknikker (det episke teater, lærestykker, parabelformen) og lyriske udtryksformer (rytmisering, desillusionering) og redegjorde for dem i talrige teoretiske tekster (fx Über experimentelles Theater, 1939; Kleines Organon für das Theater, 1948, Schriften zum Theater, 1957, da. udvalg i Om tidens teater, 1960). Som ikke-partibundet socialist anerkendte han ikke kommunismens officielle kunstdoktrin, "den socialistiske realisme", en holdning, der til tider gjorde ham lige så omstridt i DDR, hvor han ellers blev betragtet som "hofpoet", som i Vesttyskland, hvor hans politiske overbevisning vakte anstød.

Brecht, der kom fra et borgerligt hjem i Augsburg, begyndte i 1917 at læse medicin og naturvidenskab, men opgav det til fordel for sine kunstneriske interesser. Livsnydelse, nihilistisk skepticisme og agitation mod krigen blev i de første år bestemmende for hans produktion, synligt i dramaerne Baal (1918) og Trommeln in der Nacht (uropført 1922). Fra 1924 arbejdede han som dramaturg ved Max Reinhardts Deutsches Theater i Berlin, datidens førende teater, og knyttede tætte bånd til Tysklands venstreorienterede elite. Sit store gennembrud opnåede han i 1928 med Dreigroschenoper (da. Laser og Pjalter, 1930), tigger-operaen, der med Kurt Weills musik hurtigt fik status som borgerskabets yndlingsstykke. Nu stod Berlins teatre åbne for hans mere eksperimentelle dramatiske forsøg ("lærestykker"). Hitlers magtovertagelse betød imidlertid, at han sammen med sin kone, skuespillerinden Helene Weigel, og deres to børn måtte flygte. Med hjælp fra den danske forfatter Karin Michaëlis kunne han tilbringe årene 1933-39 i Skovsbostrand ved Svendborg; det blev en yderst produktiv tid, som resulterede i hans "klassiske" stykker Leben des Galilei (første version 1938/39, da. 1960), Mutter Courage und ihre Kinder (1939, da. 1961) og senere Der gute Mensch von Sezuan (1939-41, da. 1961) og Der Kaukasische Kreidekreis (1944, da. 1963). Da krigen nærmede sig Skandinavien, flygtede Brecht og hans familie videre til Sverige (Lidingö), Finland og endelig via Moskva til Californien (1941-47). Siden vendte Brecht tilbage til Tyskland og bosatte sig med østrigsk pas i Østberlin, hvor han på Theater am Schiffbauerdamm med sit efterhånden verdensberømte Berliner Ensemble fik mulighed for at opføre sine (og andres) stykker.

Brecht var først og fremmest dramatiker. Teatret betragtede han som den institution, der var bedst egnet til at påvirke folks bevidsthed og til at stimulere en indsigt i det kapitalistiske samfunds modsigelser. Men det krævede en dramaturgi, der formidlede en forståelse af samfundssystemet og aktiverede publikums kritiske stillingtagen. Brecht ville bryde den teatralske illusion op og åbne for en distanceringsmulighed hos tilskuerne og dermed forhindre den "indføling" i dramaets univers, som for ham var ensbetydende med en accept af den herskende virkelighedsfortolkning. I modsætning til en "afbildning" af virkeligheden søgte han at vise det, der ikke umiddelbart var "synligt": den dramatiske handling skulle, bl.a. ved hjælp af en fortæller, af plakater eller songs, der afslørede teatret som teater, "fremmedgøres" (Verfremdungs-Effekt) for at vække tilskuernes sans for det væsentlige, den samfundsskabte virkeligheds modsigelser. Det, Brecht kaldte "episk" eller "dialektisk" teater, og som han anså for den "videnskabelige tidsalders" æstetiske udtryksform, blev hans væsentlige fornyelse af den internationale teaterverden. Hans dramatiske metode er blevet kritiseret for at være "uteatralsk" og gold, men retfærdigvis må det fastholdes, at den søger at frigøre følelsesenergier, der kontrolleret af en kritisk refleksion retter sig mod andre mål end den spontane og individuelle teateroplevelse.

Brecht ville, med marxismen som tolkningsnøgle, bidrage til en socialistisk samfundsomvæltning. At reducere ham til en propagandadigter er imidlertid en forenkling. Hans "klassiske" dramaer såvel som hans righoldige og varierede lyrik (Hauspostille, 1927; Svendborger Gedichte, 1939) er altid (også) blevet forstået som udtryk for sammenhængen mellem lidelse og oprør i en ubarmhjertig verden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Klaus Bohnen: Bertolt Brecht i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. maj 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=50727