Faktaboks

Uwe Johnson
Født
1934
Død
1984

Uwe Johnson, 1934-1984, tysk forfatter. Uwe Johnson er en af efterkrigstidens mest markante, men også mest omdiskuterede iagttagere af et Tyskland delt i to stater med forskellig livsstil og mentalitet.

Som for Günter Grass, Heinrich Böll, Siegfried Lenz og Martin Walser var det nazistiske mareridt også for Johnson udgangspunkt for en litterær bearbejdelse af skammen og fremmedgørelsen efter krigen. Men derudover søgte han at indkredse den ydre og indre grænseerfaring, som den tyske deling medførte, en splittelse og oplevelse af selvdistance med tydelige selvbiografiske træk.

Uwe Johnson voksede op i DDR, hvor han afsluttede et germanistik-studium, men han kom tidligt i konflikt med myndighederne. Hans første roman, Ingrid Babendererde (1953), kunne hverken udkomme i Øst eller Vest (blev i ændret form publiceret 1985).

Først med Mutmaßungen über Jakob (1959), udgivet i Vesttyskland, fik han sit gennembrud. Samme år flyttede han til Vestberlin, som dog ikke kunne holde på ham i længere tid: Fra 1966-68 opholdt han sig i New York, og i 1974 bosatte han sig på Themsen-øen Sheppey, hvor han døde — langt fra Tyskland og sine venner.

Livsforløbet spejler hans litterære bestræbelser: At skabe geografisk distance til et splittet Tyskland var for ham lige så vigtigt som en skrivemåde, der holder afstand til al indlevelse i et fiktivt univers. Siden Mutmaßungen har man i den tyske kritik talt om "formodningsprosa", en fortælleholdning, der i sin kredsen om "sandheden" fordyber sig i virkelighedens detailrigdom uden at nå frem til entydig stillingtagen.

Dette gælder såvel for hovedpersonen i Mutmaßungen, der som togfører krydser den tyske grænse to gange uden at finde et ståsted for sit liv (og som til sidst bliver kørt over af et tog), som for den vesttyske journalist, hvis forsøg på at skrive den østtyske cykelrytter T.s biografi (Das dritte Buch über Achim, 1961; da. Den tredje bog om Achim, 1963) mislykkes.

Med al (over)tydelighed demonstrerer romanen Zwei Ansichten (1965, da. To sider, 1967) den tragisk-ironiske dobbelthed i forsøget på at forene Øst og Vest.

Johnsons hovedværk, tetralogien Jahrestage. Aus dem Leben von Gesine Cresspahl (1970-83), binder trådene fra hans tidligere romaner sammen i en krønike over året 1967/68 med kalejdoskopagtig rekapitulation af den (øst)tyske virkelighed før og efter krigen, konfronteret med den amerikanske samfundsudvikling i disse år. Kritikere har kaldt værket en "århundredroman".

Uwe Johnson blev længe anset for en kontroversiel forfatter, både på grund af sin skeptiske position mellem de politiske fronter og sin vanskeligt tilgængelige fortællestil. Han modtog mange priser, men egentlig populær blev han aldrig. Med den politiske udvikling efter 1989 synes hans værk imidlertid at have fået ny aktualitet, og han er blevet en nyklassiker, som studeres flittigt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig