Hermann Hesse

Hermann Hesse, 2.7.1877-9.8.1962, tysk forfatter, fra 1912 bosat i Schweiz, 1923 schweizisk statsborger.

Som forfatter har han sine rødder i tysk romantik, men forkærligheden for orientalsk kultur, som han deler med romantikken, stammer især fra forældrene: Moderen var født i Indien som datter af en missionær, faderen havde tilbragt tre år i Indien som missionær.

Hermann Hesse selv foretog 1911 en Indiensrejse, beskrevet i rejsebogen Aus Indien (1913). Hertil kom den buddhistisk inspirerede udviklingsroman Siddhartha. Eine indische Dichtung (1922, da. 1959).

Hermann Hesses barndom og ungdom var præget af konflikter. Som 14-årig flygtede han fra klosterskole i Maulbronn; derpå kom han i lære som mekaniker, senere som boghandler.

Efter at være slået igennem med den epigonagtige hjemstavnsroman Peter Camenzind (1904, da. 1907) levede han som forfatter. Under 1. Verdenskrig udsendte han fra Schweiz pacifistiske proklamationer og sluttede venskab med bl.a. Romain Rolland.

I disse år gennemlevede Hermann Hesse en psykisk krise, der afspejler sig i romanen Demian (1919, da. 1923). Hermann Hesse selv underkastede sig 1916 en psykoanalytisk behandling hos en elev af C.G. Jung, hvis lære om det kollektive ubevidste indgår i romanen side om side med Friedrich Nietzsches aristokratisme og romantikkens myter og magi.

Kritikken af samtidens åndløse civilisation er til stede i hele forfatterskabet. Skarpest formuleres den i romanen Der Steppenwolf (1927, da. Steppeulven, 1946, nyoversat 2012), hvor både det pæne borgerskab, automobilvældet og jazzen må stå for skud.

Hovedpersonen Harry Haller, Steppeulven, er dybt splittet mellem drift og ånd, men helbredes i kærlighedens skole under kyndig vejledning af Hermine, halvt en prostitueret, halvt et arketypisk symbol.

Hermann Hesses følgende roman Narziss und Goldmund (1929/30, da. Sol og Måne, 1936) foregår i et ubestemmeligt middelaldermiljø. Munken Narziss repræsenterer vilje og ånd, kunstneren Goldmund derimod underbevidstheden, sanselivet og døden. Bogens kvalitet ligger næppe i den konstruerede "filosofiske" kontrast, men snarere i dens levende billeder og intense atmosfære.

Et kunstnerisk højdepunkt nåede Hermann Hesse med sin sidste store roman, Das Glasperlenspiel (1943, da. Glasperlespillet, 1973), skrevet 1931-42. Landet Kastalien, som handlingen foregår i, er et sjælens og åndens rige, glasperlespillet en allegori for meditativ tankevirksomhed af en art, der her siges at føre ind til livets dybeste hemmeligheder.

Under 2. Verdenskrig bekæmpede Hermann Hesse nazismen gennem talrige avis- og tidsskriftartikler, bl.a. offentliggjort i Sverige. 1946 fik han nobelprisen. En omfattende brevveksling, fx med Thomas Mann, Romain Rolland o.a., vidner om Hermann Hesses centrale placering i det europæiske kulturlandskab.

Berømmelsens højdepunkt nåedes i 1960'erne, da Hermann Hesse blev kultfigur blandt amerikanske hippier og senere blandt andre unge i den vestlige verden. En del af den litterære kritik, især den tyske, forblev dog skeptisk under henvisning til de elementer af kitsch og forloren dybsindighed, der viser sig i flere værker, ikke mindst i hans romantiserende lyrik.