Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hans Magnus Enzensberger

Oprindelig forfatter PeOEhr Seneste forfatter Redaktionen

Hans Magnus Enzensberger, en central skikkelse i (vest)tysk åndsliv siden slutningen af 1950'erne, respekteret af både modstandere og meningsfæller.

Hans Magnus Enzensberger, en central skikkelse i (vest)tysk åndsliv siden slutningen af 1950'erne, respekteret af både modstandere og meningsfæller.

Hans Magnus Enzensberger, f. 1929, tysk forfatter, fra sin første fremtræden midt i 1950'erne en af tysk litteraturs skelsættende skribenter. Han er lyriker og essayist, har skrevet teaterstykker, hørespil og radiomontager, virket som kritiker, oversætter og udgiver.

Enzensberger var med til at tegne Gruppe 47 og prægede tidligt den litterære debat. Hans første digte rummer et illusionsløst opgør med samtiden (Verteidigung der Wölfe, 1957, Landessprache, 1960, udvalg på da. Digte, 1963). Der er digte, som vender samtiden ryggen, men også digte, som går til angreb i en tro på kritikkens mulighed.

I 1965 grundlagde Enzensberger tidsskriftet Kursbuch (egl. Køreplan), der fik stor betydning for det nye venstre og studenterbevægelsen. Hans program var "den politiske alfabetisering af Tyskland", som han selv bidrog til med bl.a. dokumentariske bøger, fx Der kurze Sommer der Anarchie (1972, da. Anarkiets korte sommer, 1973) om Den Spanske Borgerkrig).

Annonce

Han opgav dog ikke lyrikken; vigtige digtsamlinger er Mausoleum (1975, da. 1979) om fremskridtets dialektik og Der Untergang der Titanic (1978, da. Titanics undergang, 1980) om bl.a. 1960'er-oprørets storhed og fald, men også generelt om historiens uforudsigelighed.

Forholdet mellem bevidsthed og såkaldt realitet er et stadigt tema, også i senere samlinger som Zukunftsmusik (1992, da. Fremtidsmusik, 1994) og Kiosk (1995, da. 1996).

I sine essays tænker Enzensberger på tværs af traditionelle faggrænser for at nærme sig "sammenhænge, vi alle kan dø af, men som ikke sorterer under nogen": Politik und Verbrechen (1964, da. Politik og forbrydelse, 1966, ny da. udg. 1981).

Eller han opdager temaer og problemer, som endnu ligger skjult for de fleste, men kan komme til at dominere allerede den nærmeste fremtid: Ach Europa! (1987, da. Åh, Europa, 1988) beskriver kontinentet hinsides den politiske retorik; Aussichten auf den Bürgerkrieg (1993, da. Med udsigt til borgerkrigen, s.å.) er en dyster prognose om de moderne samfunds opløsning.

I 1990'erne havde han stor succes med en børnebog om matematik, Der Zahlenteufel (1997, da. Taldjævelen, s.å.), og mindre med en tilsvarende om historie, Wo warst du, Robert? (1998, da. Hvor har du været, Robert?, s.å.). 1999 udkom tillige digtsamlingen Leichter als Luft. Moralische Gedichte.

Med en blanding af dokumentarisme og fiktion kastede Enzensberger lys over en aristokratisk og militær Hitler-modstander og hans familie i Hammerstein oder der Eigensinn (2008, da. Hammerstein og Egensindigheden, s.å.).

Enzensberger er en formens mester, der søger tankens præcision og skyr alt privat føleri. Han opsporer ubønhørligt det uholdbare eller falske i enhver given tilstand og skåner heller ikke egne tidligere meninger.

Mens hans sprogkunst beundres af stort set alle, har hans vilje og evne til stedse at bryde op og være i bevægelse også indbragt ham kritik for at være holdningsløs eller ligefrem kynisk. Et nyt værk fra hans hånd giver altid anledning til omfattende fortolkning og debat.

Enzensberger, som i en periode boede i Norge og taler norsk, blev allerede tidligt fulgt med opmærksomhed i Skandinavien; hans internationale virkning er dog på ingen måde begrænset til vore breddegrader.

Hans Magnus Enzensberger modtog 2.1.10 Sonningprisen for 2010, ikke mindst for sit europæiske engagement.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Øhrgaard: Hans Magnus Enzensberger i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=71285