Christoph Hein, f. 1944, tysk forfatter. Christoph Hein blev allerede i DDR-tiden anerkendt som en af sin generations førende forfattere. Han brød igennem med romanen Der fremde Freund (1982, da. Den fremmede ven, 1983), hvor lægen Claudias monolog viser angsten for nærhed.
I Horns Ende (1985, da. Horns endeligt, 1987) ser fem fortællere i begyndelsen af 1980'erne tilbage på 1950'erne og historikeren Horn, der begik selvmord efter at være blevet kendt skyldig i partiundergravende virksomhed. Fortællerne søger at konstruere en fortid, der gør dem skyldfri. Der Tangospieler (1989, da. Tangospilleren, 1991) beretter om en opportunist, der tilfældigt kommer i konflikt med stats- og justitsapparatet.
Også i Christoph Heins dramatik er temaet tabuer, fortrængning af fortiden og den intellektuelles rolle i samfundet. I Cromwell (1980), Lassalle (1980), Die wahre Geschichte des Ah Q. (1983) og Die Ritter der Tafelrunde (1989) gennemspilles drømmen om et jordisk paradis og afskeden med den.
Også værkerne skrevet efter Tysklands genforening har bekræftet Christoph Heins position, fx romanen Willenbrock (2000, da. 2002) om en tidligere DDR-borgers på overfladen succesrige, men samtidig rodløse liv i det nye Tyskland, og Landnahme (2004, da. Erobring, 2005), som bl.a. tematiserer østflygtningenes situation i efterkrigstiden.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.