Faktaboks

Alfred Döblin
Født
1878
Død
1957

Alfred Döblin, forfatteren til Berlin Alexanderplatz, i fransk officersuniform i 1946. Året før var han vendt tilbage fra sit eksil i USA og fik af de franske myndigheder forskellige kulturpolitiske opgaver i den zone i Tyskland, som Frankrig havde besat.

.

Alfred Döblin.

.

Alfred Döblin, 1878-1957, tysk forfatter. Alfred Döblin var læge i et fattigkvarter i Berlin fra 1911 til 1933, da han som jøde og politisk venstreorienteret måtte flygte med familien først til Frankrig, hvor han fik statsborgerskab, og i 1940 videre til USA.

Som fransk kulturofficer kom han i 1945 igen til Tyskland, hvor han 1946-51 uden succes udgav et litterært tidsskrift af katolsk observans; skuffet over udviklingen i det nye Vesttyskland flyttede han i 1953 til Paris.

Alfred Döblin skrev fortællinger, romaner, litterære og filosofiske essays, medicinske artikler og politiske kommentarer. I 1924 blev han den første formand for den tyske forfatterforening.

Flere af hans tidlige fortællinger udkom i det ekspressionistiske tidsskrift Der Sturm, som han var medstifter af, og samledes i 1913 i Die Ermordung einer Butterblume. Med romanen Die drei Sprünge des Wang-Lun (1915, da. Wang-Luns tre Spring, 1926) slog Döblin igennem i Tyskland, og med Berlin Alexanderplatz. Die Geschichte vom Franz Biberkopf (1929, da. 1930; filmatiseret 1931, tv-serie af Rainer Werner Fassbinder 1980) blev han verdensberømt.

Begge romaner beskriver en forvandlingsproces. Wang-Lun når til at erkende, at verden ikke kan erobres gennem handling, og forkynder i stedet en mystisk farvet, pacifistisk socialisme. Småforbryderen Franz Biberkopf vil også først "erobre verden", men væltes gang på gang omkuld og ender med at se ydmygt og skeptisk på tingene.

Berlin Alexanderplatz er den kendteste tyske storbyroman; i den sammenstilles helt forskellige sproglige elementer som lokaljargon, reklameslogans, bibelcitater, avis- og radioreportager, statistikker mv. til et kalejdoskopisk billede af den levende og uoverskuelige metropol.

I romanen Berge, Meere und Giganten (1924) beskriver Döblin en fremtid, hvor teknologisk kunnen og menneskers magtstræben fører ud i økologiske katastrofer. Som Amazonas-trilogien fra 1930'erne afspejler den hans forsøg på at sammentænke romantisk naturfilosofi og moderne naturvidenskab.

I eksiltiden skrev Alfred Döblin endvidere romaner med emner fra den nyeste tyske historie såsom November 1918 (1939-50) og Hamlet oder Die lange Nacht nimmt ein Ende (1956).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig