Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gerhart Hauptmann

Oprindelig forfatter KBohn Seneste forfatter Redaktionen

Gerhart Hauptmann, tysk naturalismes ypperste dramatiker med stor udstråling, men også hang til at stille sig i positur som Goethe-efterfølger, som fotografiet fra ca. 1906 viser.

Gerhart Hauptmann, tysk naturalismes ypperste dramatiker med stor udstråling, men også hang til at stille sig i positur som Goethe-efterfølger, som fotografiet fra ca. 1906 viser.

Gerhart Hauptmann, Gerhart Johann Robert Hauptmann, 15.11.1862-6.6.1946, tysk forfatter, hovedrepræsentant for den litterære naturalisme og en af det tidlige 1900-t.s mest markante dramatikere.

I sine unge år forsøgte han sig med mange uddannelser uden at afslutte nogen af dem. Først fra 1885, efter at han igennem ægteskabet med Marie Thienemann var blevet økonomisk uafhængig, valgte han litteraturen som sin løbebane.

Fra sit elskede Schlesien flyttede han til Erkner ved Berlin og blev en del af det litterære miljø i kejserrigets hovedstad (Wilhelm Bölsche, Bruno Wille, Edward og Julius Hart), der søgte at "modernisere" poesien. I 1889 fik han sit gennembrud med det voldsomt omdiskuterede sociale drama Vor Sonnenaufgang.

Annonce

Med sin følgende righoldige produktion slog han sit navn fast som tidens mest begavede dramatiker. I det officielle Tyskland var han ikke velset. Kejser Vilhelm 2. nægtede således i 1896 at give ham Schiller-prisen, men til gengæld steg hans internationale anerkendelse, og i 1912 fik han nobelprisen.

Han hilste Weimarrepublikken velkommen (og blev næsten dens galionsfigur), men forholdt sig tavs over for det nazistiske regime. Fra den schlesiske provins iagttog han med voksende bestyrtelse den politiske udvikling, men trak sig tilbage og stiliserede sig mere og mere som efterfølgeren til Johann Wolfgang von Goethe og repræsentant for den sande humanitet.

Gerhart Hauptmanns litterære univers er karakteriseret ved en udpræget sans for plastiske miljøskildringer og en dyb psykologisk indlevelsesevne. Under indflydelse af de store europæiske forfattere Henrik Ibsen, Émile Zola og Lev Tolstoj så han det enkelte individ fanget i et net af determinerende faktorer, der som en naturkraft trækker det ned i afgrunden.

I den tidlige novelle "Bahnwärter Thiel" (1888, da. "Banevogter Thiel", 1895) er det drifternes ødelæggende dynamik, i dramaet Vor Sonnenaufgang (1889) forbindes arvelighedstematikken med miljøets destruktive kraft, og i Die Weber (1892, da. Væverne, 1895) er det elendigheden, der driver de udplyndrede arbejdere til et dødsdømt oprør.

Den sociale anklage er i disse dramaer lige så umiskendelig som medlidenheden med de svage i et koldt samfund. Detaljerigdom og psykologisk dybde gjorde disse stykker til naturalismens "klassikere". Hauptmann fortsatte i de samme spor med bl.a. Fuhrmann Henschel (1899), Rose Bernd (1903), Die Ratten (1911) og Vor Sonnenuntergang (1932).

At Gerhart Hauptmann imidlertid ikke kan reduceres til den doktrinære naturalisme, viste allerede det tidlige mystiske drømmespil Hanneles Himmelfahrt (første udg. 1893) og senere Die versunkene Glocke (1897) og Und Pippa tanzt! (1906). Den materielle forklaringskontekst (biologi, miljø) udvides med henvisning til tidsuafhængige elementære psykiske kræfter ("urdrama") eller mytisk-kosmiske skæbneforestillinger, som i hans tetralogi Die Atriden, skrevet mellem 1940 og 1945, første bind udg. 1941.

Verden tolkes her som et barbarisk inferno, hvor individet er underlagt fremmede magter, der knuser det. Naturalismens sociale udgangspunkt udviklede sig hos den sene Hauptmann til en kosmisk undergangsfilosofi.

På dansk foreligger bl.a. romanerne Atlantis (1912, da. 1913, da. stumfilm s.å., instrueret af August Blom) og Der Ketzer von Soana (1918, da. Kætteren fra Soana, s.å.).

Gerhart Hauptmann døde i en alder af 83 år i sit hjem i Agnetendorf (Jagniatków, Polen) i 1946. Det officielle Polen tillod imidlertid ikke, at han blev begravet her. En måned efter hans død blev hans jordiske rester derfor transporteret til øen Hiddensee (vest for Rügen), hvor Hauptmann fandt sit sidste hvilested tæt på sin sommerbolig, der i dag er indrettet som museum.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Klaus Bohnen: Gerhart Hauptmann i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=89405