Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Franz Kafka

Oprindelig forfatter UfHa Seneste forfatter Redaktionen

Franz Kafka. Fotografi fra 1917.

Franz Kafka. Fotografi fra 1917.

Franz Kafka, 3.7.1883-3.6.1924, tysksproget forfatter. Franz Kafka var søn af en velhavende jødisk forretningsmand i Prag, der havde arbejdet sig op fra usle kår, og han voksede op i en by præget af stærke spændinger.

Det kulturelt aktive tyske mindretal udgjorde knap en tiendedel af befolkningen, mens den jødiske andel var endnu mindre.

Ungdom og voksenliv

Franz Kafka gik på det tyske gymnasium og blev i 1906 jurist (dr.jur.) fra det tyske universitet. Fra 1908 til han blev pensioneret i 1922, arbejdede han afholdt og respekteret for sin faglige dygtighed i et arbejdsulykke-forsikringsselskab i Prag. Erfaringerne herfra, hvor Kafka tog stilling til en stadig strøm af sager uden at komme i kontakt med de kunder, som sagerne angik, blev utvivlsomt båret over i hans forfatterskab.

Annonce

Afbrudt af korte udenlandsrejser boede Franz Kafka indtil 1916 i forældrenes hjem. I efteråret 1917 fik han konstateret lungetuberkolose og ansøgte om pensionering, hvilket blev afslået. Som følge af sygdommen var han kun i korte perioder på arbejde i tiden frem til sin pensionering i 1922.

Først i september 1923 rev Franz Kafka sig løs fra det "dæmoniske" Prag, som han kaldte det. I et par lykkelige måneder levede han i Berlin sammen med den unge jødiske pige Dora Diamant (1902-52). Han døde 3. juni 1924 på santoriet Kierling i Østrig.

I et aldrig afsendt brev til sin far, skrevet i 1919 og først udgivet i 1952 (Brief an den Vater, da. "Kære far, forstå mig ret —", 1985), beskrev han sit liv som en række mislykkede flugtforsøg fra den overmægtige faderautoritets foragt for alt, hvad han foretog sig. I dette lys så han sin interesse for østeuropæisk jødisk kultur, som han lærte at kende ved en jiddischtalende teatertrups optræden i Prag i vinteren 1911-12.

Også sine to kortvarige forlovelser med Felice Bauer (1887-1960), først 1914 efter to års intens brevveksling (Briefe an Felice, 1967) og igen 1917, opfattede han først og fremmest som flugtforsøg. Selv hans digtning, der dog stod solidt på egne ben, var, som han sagde, "en med vilje forhalet afsked" med faderen.

Forfatterskabet

Franz Kafka offentliggjorde i sin levetid kun godt 250 sider tekster. Alligevel var de lydhøre blandt hans læsere ikke i tvivl om, at man her stod over for en genial nyskaber. Denne vurdering blev mere end bekræftet, da vennen Max Brod efter Kafkas død imod hans testamentariske ønske udgav (og bearbejdede) de tre store ufuldendte romaner, Der Prozeß (1925, da. Processen, 1945), Das Schloß (1926, da. Slottet, 1949), Amerika (1927, da. 1964), og en samling af korte tekster, Beim Bau der chinesischen Mauer (1931).

Først efter nazismens fald kom en samlet udgave af værker, dagbøger og breve (1950 ff.), men da var Franz Kafkas litterære ry for længst fastslået. En videnskabelig udgave, renset for Brods ofte hårdhændede bearbejdning, har siden 1982 været under udgivelse. En dansk oversættelse af hans samlede fortællinger, redigeret af Villy Sørensen, udkom i 1967-68.

Debut og fortællingerne

I debutværket, Betrachtung (1908, udvidet og selvstændig udg. 1913, da. Betragtning, 1967), mærker man indflydelsen fra Friedrich Nietzsches sprogfilosofi. De korte prosastykker demonstrerer virtuost, hvad der sker, når et individ vil formulere sin virkelighed. Så snart man har udtrykt en oplevelse i normalsproget, der er ens eneste udtryksmulighed, må udsagnet benægtes, fordi det forråder det individuelle.

Denne håbløse position kom Franz Kafka ud af med ét slag, da han i løbet af en nat i september 1912 skrev fortællingen "Das Urteil" (1913, da. "Dommen") med dens umiskendelige "kafkaske" særpræg: En ung købmand har netop skrevet et brev til en ven om sin forestående forlovelse og går med brevet ind til sin gamle far.

En tør, knap realisme overholdes indtil midten af deres samtale, men slår pludselig om i en grotesk virkelighed, hvor de ydre forhold bliver rene projektioner af det indre. Sønnens hidtil skjulte skyldfølelse forvandler med ét den halvsenile far til en kæmpe, der sender ham i døden.

Glidningen mellem beklemmende realisme og en overvældende psykisk virkelighed finder man også i Franz Kafkas næste fortælling "Die Verwandlung" (1915, da. "Forvandlingen"), hvor en handelsrejsende ved sin opvågnen i forældrenes lejlighed ser sig "forvandlet til et kæmpestort kryb", der langsomt sygner hen i den småborgerlige families skamfulde skød.

I fortællingen "In der Strafkolonie" (1919, da. "I fangekolonien"), hvor en rejsende overværer en barbarisk henrettelse i en maskine, der med nåle skriver dommen ind i delinkventens krop, rendyrker Kafka en teknik, der minder om fikserbilledets. Handlingen skal på samme tid læses som kritik af den moderne civilisation, som et psykologisk magtspil mellem den rejsende og officeren og som et religiøst ritual.

Til denne opfattelse af virkeligheden som mangetydig kommer i samlingen Ein Landarzt (1919) en stigende optagethed af menneskets forhold til det guddommelige, tydeligst i "Vor dem Gesetz" (1915, da. "Foran loven") og i "Eine kaiserliche Botschaft" (1919, da. "Et kejserligt budskab").

Som i nogle samtidige aforismer (i "Hochzeitsvorbereitungen auf dem Lande", 1953) er det menneskets lod i en grum og forvirrende verden kun at få glimt af en højere orden, der ytrer sig som et fjernt lys eller et uforståeligt budskab. Franz Kafkas sidste fire fortællinger i Ein Hungerkünstler (1924) kredser især om kunstnerens på samme tid komiske og heroiske stræben ud over sig selv.

Både disse og de efterladte fortællinger og skitser viser spændvidden i forfatterskabet: fra den kompromisløse sandhedssøger (fx "Der Jäger Gracchus" (1917), da. "Jægeren Gracchus"), skaberen af en grotesk virkelighed (fx "Der Kübelreiter" (1917), da. "Koksspandsrytteren") til den underfundige humorist (fx "Blumfeld, ein älterer Junggeselle" (1915), da. "Blumfeld, en ældre ungkarl").

Romanerne

Det var imidlertid først med de store romaner, at en bredere læserskare fik øjnene op for Franz Kafkas enestående position i 1900-t.s litteratur. Amerika (oprindelig titel: Der Verschollene, Den bortkomne) blev skrevet 1911-14 og første kapitel udgivet 1913. Den forholdsvis letlæste bog skildrer den unge Karl Roßmanns møde med et labyrintisk samfund, hvor der ikke levnes individet megen plads til udfoldelse.

Vægtigere, men også vanskeligere er Der Prozeß, skrevet 1914-15. Bankmanden Josef K. får en morgen af to fremmede mænd at vide, at han er arresteret, og at der er indledt en proces mod ham. Det mærkelige er, at han forbliver på fri fod, at han indkaldes til parodiske retsmøder, at han aldrig lærer anklagen at kende, men alligevel accepterer sin "proces" og viljeløst underkaster sig dødsdommen.

Franz Kafka. Portræt fra 1924.

Franz Kafka. Portræt fra 1924.

Mens handlingen til en vis grad kan forstås som skyldfølelsens psykiske proces, dominerer de metafysiske overtoner i Das Schloß, skrevet i 1922. Landmåleren K., der en vinternat kommer til landsbyen neden for slottet, forsøger i den grandiose roman forgæves at trænge igennem et enormt bureaukrati for at få bekræftet, at han virkelig har fået et hverv i denne verden.

Franz Kafkas indflydelse

Franz Kafkas indflydelse kan spores næsten overalt i den senere del af 1900-t.s litteratur, fx hos Jorge Luis Borges, Samuel Beckett, Friedrich Dürrenmatt og i Danmark hos Villy Sørensen. Hans værker er bearbejdet for teatret og filmet adskillige gange (fx af Orson Welles).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Uffe Hansen: Franz Kafka i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=102992