Faktaboks

Theodor Fontane
Født
30. december 1819
Død
20. september 1898

Theodor Fontane, 30.12.1819-20.9.1898, tysk forfatter af huguenottisk afstamning. Sent i livet skrev Theodor Fontane en række romaner, der hører til det betydeligste i 1800-t.'s tyske litteratur.

Som ung uddannede han sig til apoteker, men begyndte også at skrive, mest konventionelle preussisk-patriotiske ballader, som han dyrkede i en digtergruppe af konservative embedsmænd og officerer.

Samtidig skrev Theodor Fontane i radikale aviser og engagerede sig i revolutionen i 1848, men lod sig efter dens sammenbrud hverve til at arbejde for den reaktionære preussiske regerings pressetjeneste i Berlin og London (1850-59) og senere for den konservative Kreuzzeitung (1860-70).

I den periode påbegyndte han sine kulturhistoriske Wanderungen durch die Mark Brandenburg (1862-69) og skrev som korrespondent om krigene mod Danmark (1864), Østrig (1866) og Frankrig (1870/71). I 1870 blev han teateranmelder ved den liberale Vossische Zeitung.

Theodor Fontanes tiltagende ambivalens over for det preussiske viser sig i hans række af romaner, der indledes med Vor dem Sturm (1878), en bred skildring af det af Napoleon Bonaparte undertvungne Preussen. Betydelig mere kritisk og koncentreret skildrer han en ny fase i Schach von Wuthenow (1882) og i en række samtidsromaner.

Her er de vigtigste: Irrungen, Wirrungen (1887), Unwiederbringlich (1891), der modsat de fleste andre ikke foregår i Berlin, men bl.a. i Slesvig og København, og som efter hans udtrykkelige ønske på dansk skulle hedde Grevinde Holk, Roman fra Frederik den Syvendes Tid, samt Frau Jenny Treibel (1892) og Effi Briest (1894, filmatiseret 1974 af Rainer Werner Fassbinder).

Theodor Fontane bryder med 1800-t.'s dannelsesroman og skildrer sprogligt og psykologisk præcist især familiekonflikter i samfundets herskende lag. Disse problemer ses som symptomer på en fundamental krise for normer og værdier: Selv de personer, der klynger sig til det konventionelle, ved, at dets tid er ved at være forbi.

Theodor Fontane hilstes som en forløber af den naturalistiske generation og påvirkede bl.a. Thomas Mann og Hermann Broch. Hans tvetydige forhold til magten har spillet en rolle for Günter Grass' roman Ein weites Feld (1995), hvis titel citerer et centralt bonmot i Effi Briest.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig